Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hotel D’Angleterre er formentlig den mest passende ramme, der kan findes til det pressemøde, som Lars Seier og Bjarne Riis har bygget op til i det meste af en måned.

Det flugter med den aura af dyr rødvin, elegante hoteller og private flyvemaskiner, der har præget de kryptiske lunser, som Seier over de senere måneder har dryppet ud om de tos venners fælles planer.

Det bliver godt at blive klogere på, hvad de vil, når de fortæller det i dag 12.30.

Det meste har været fornemmelser og spekulationer - blandt andet her på det seneste historierne om, at der arbejdes med oliemillioner fra den stinkende rige kronprins af Bahrai, Nasser Bin Hamad Al Khalifa.

Men altså det er mest fornemmelser.

Lars Seier har dog her i BT afsløret, at det selvfølgelig handler om cykling, han har også slået fast, at man ikke har købt Tinkoff-holdets licens, og at der ikke er umiddelbare planer om det, og at projektet er bredere end bare cykling.

Det giver med udgangspunkt i de ord mest mening for mig, at vi i dag blandt andet får præsenteret om ikke et færdigt projekt for et nyt cykelhold, så i hvert fald en tydelig plan for, hvordan Riis vender tilbage i en central rolle på et cykelhold inden for det næste års tid.

Hvis vi i dag få skitseret Riis’ vej tilbage i en ledende funktion på højeste niveau, formoder jeg, at det vil skabe enorm begejstring mange steder i Danmark. For mange vil det være en tilbagelevering af hele meningen med at se tre ugers Tour de France om sommeren. Den mening er Bjarne Riis for mange danskere, tør jeg godt skrive som et faktum.

Der må gerne jubles, I er velkomne. 

Jeg kommer ikke til at juble ubetinget med. Jo, jeg kan godt få øje på, at Riis som det buldrende lokomotiv i front i årevis har beriget dansk cykelsport med et drive og en energi, og at han vil gøre det igen.

Men med det andet øje får jeg stadig øje på al den utroværdighed, der prægede Riis’ lederskab af ikke mindst det daværende Team CSC.

Da Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund i sommer offentliggjorde sin undersøgelse af dopingbrugen på Bjarne Riis’ tidligere cykelhold, slog man fast, at Riis leverede et gedigent ledelsessvigt, at han var vidende om doping, og at der havde været materiale til at rejse en sag mod ham, hvis ikke dopingreglernes forældelsesfrist havde reddet ham.

Riis medgav, at han havde svigtet sit ansvar, men huskede forbløffende lidt af de meget konkrete anklager, der var mod ham. »Jeg var ikke tydelig nok, da jeg i de første år trak grænsen mellem rigtigt og forkert. Jeg har i den periode også sagt ting, der kunne opfattes som om det var i orden at bøje reglerne,« sagde han blandt andet.

Det var en slags indrømmelse - men kun en lille indrømmelse, tror jeg, efter at have læst rapportens beretninger og Tyler Hamilton og Michael Rasmussens bøger.

Så Bjarne Riis skal være glad for den forældelsesfrist.

I USA fældede en tilsvarende rapport som bekendt Lance Armstrong og Johan Bruyneel for omfattende og organiseret dopingbrug i en årrække. En årrække, hvor Riis i øvrigt med Ivan Basso og Tyler Hamilton var blandt førsteudfordrerne til netop Armstrong.

Cykelsporten savner hverken Bruyneel eller Armstrong. 

Intet forhindrer Bjarne Riis i at træde ind i sporten igen. Og det gør han formentlig til stor jubel.

Jeg er stadig ikke overbevist om, om sporten har savnet ham. For jeg ser stadig mest af alt en markant repræsentant for de løgne og den utroværdighed, der prægede nogle af cykelsportens mørkeste år, og jeg ser en cykelleder, der har været mere optaget af at beskytte sine egne muligheder i sporten end at jagte den hele og fulde sandhed.

 

Andre læser også