Vestjysk viljestyrke, et stærkt venstreben og glæden ved at være en del af et omklædningsrum har ført Morten Andersen til Pro Football Hall of Fame. BT har talt med den danske NFL-kicker om hans rejse fra Struer til udødelighed i USA
De er her alle sammen. Spillets største. Fra mestertræneren Vince Lombardi og running back Jim Brown til forsvarsmonsteret Lawrence Taylor og quarterbacken Brett Favre.
Støbt i bronze med uudgrundelige blikke, der stirrer ind i evigheden, troner deres buster i Pro Football Hall of Fame i Canton, Ohio, blandt tonsvis af andre klenodier fra amerikansk fodbolds righoldige historie igennem knap 100 år.
Natten til søndag dansk tid tilføjes den eksklusive samling syv nye medlemmer. Et af dem er dansk. Morten Andersen, som holder rekorderne for blandt andet flest kampe og flest point i NFL-historien, indlemmes ved en ceremoni, der markerer den tidligere kickers indtræden i footballs helligste haller.
Siden lørdag 4. februar, da optagelseskomiteen på 48 personer omsider kiggede hans vej, har han vidst, at denne dag ville komme. Haft tid til at fordøje, at udødelighed er hans skæbne. Nu er dagen kommet. Nedtællingen er forbi.
»Jeg er utrolig stolt og glad. Det er på tide og en kæmpe tilfredsstillelse endelig at nå frem til dette punkt, hvor man bliver en del af en unik gruppe, der er udødeliggjort. Nu gælder det om at levere en god tale og sætte pris på oplevelsen. Jeg har fået at vide, at det hele går så hurtigt, så det er vigtigt at huske at nyde det, for det er noget, der kun sker én gang i livet,« fortæller Morten Andersen, få dage før nattens ceremoni, over telefonen fra sit kontor i Atlanta.
Jeg har fået lov til at interviewe det kommende Hall of Fame-medlem i en time. Mere tid havde han ikke midt i et presset program. Som eksempelvis logistikken i at have omkring 350 gæster og en pølsevogn fra Tulip med til ceremonien i Canton.
En time er dog langtfra nok til at dække historien om en af dansk idræts mest imponerende karrierer. Om hvordan en knægt fra Struer endte med at udleve den amerikanske drøm og nå tinderne i USAs mest populære sportsgren. Derfor bygger artiklen – foruden de citerede kilder – også på de mange andre interview, jeg har lavet med Morten Andersen igennem de seneste 11 år.
***
For at forstå omfanget af den ære, der nu bliver den 56-årige dansker til del, behøver man blot se på matematikken bag. Millioner af børn og unge har spillet football i high school og college. Omkring 25.000 spillere har optrådt i NFL. Af dem har blot 303 en buste i Canton.
Morten Andersens er skabt af skulptøren Ben Hammond, som danskeren i maj sad model for i otte timer i Salt Lake City. Med en NFL-karriere, der spænder over tre årtier, var der særligt én del af busten, som gav anledning til debat. Håret.
»’Skal vi vælge den tidlige udgave af bundesliga-frisuren, den mellemliggende udgave eller den sene?’ Der var en lang diskussion om, hvor meget party in the front and business in the back der skulle være,« fortalte Morten Andersen bagefter til avisen New Orleans Times-Picayune.
»Vi landede i den bløde afdeling. Det er mere en slags midt-80er-bundesliga-frisure. Måske et A Flock of Seagulls-look. Og dog. Måske er det mere Wham!-agtigt eller et Duran Duran-look,« tilføjede danskeren med et grin og en forbavsende stor viden om britiske 80er-pop-orkestres udseende.
Det var ikke nødvendigvis forfængelighed, der lå bag den store nidkærhed angående detaljerne. Faktisk har han ikke skænket det mange tanker, at busten er skabt til at kunne holde i 40.000 år.
»Forstå mig ret, det er megafedt at vide, at der står en buste af mig i 40.000 år, men det er også surrealistisk at tænke på,« som han påpeger over for mig i telefonen.
Hvordan den færdige buste ser ud, får Morten Andersen først lov at opleve i nat dansk tid, når han sammen med sin ældste søn, Sebastian på 17 år, løfter klædet af den iført den håndsyede guldjakke, der også indgår i optagelsen i Pro Football Hall of Fame. Et øjeblik, der vil udgøre kulminationen på en 40 år lang rejse.
***
Rejsen begyndte, da Morten Andersen drog over Atlanterhavet som udvekslingsstudent og trådte ind ad døren hos Baker-familien i Indianapolis 19. august 1977. Hans 17-års fødselsdag.
Allerede samme aften blev han introduceret til amerikansk fodbold af sin værtsfamilie. Det var jomfrueligt territorium for den unge vestjyde, der havde været habil til fodbold, håndbold og gymnastik hjemme i Struer.
Ved første øjekast syntes Morten Andersen, at det var en mærkelig sportsgren, har han senere erkendt. Synet af Ben Davis High Schools quarterback, der stod presset helt op mod bagdelen af en holdkammerat, der foroverbøjet og med en hånd på den ovale bold satte spillet i gang ved at række bolden bagud til quarterbacken imellem sine spredte ben efter at have fået et klap i bagdelen, fik ham til at udbryde:
»Jeg skal vel ikke være en af dem.«
I stedet blev han kicker. Han viste sig hurtigt at have flair for at hamre bolden op imellem de gule stolper. Så meget, at han takkede ja til et fireårigt stipendium til Michigan State University. Her skulle han afløse Hans Nielsen fra Vejle, der i 1981 blev den første dansker i NFL, da han fik tre kampe for Chicago Bears.
Året efter fulgte Morten Andersen igen i Hans Nielsens fodspor, da han efter fire succesfulde år i college blev valgt i fjerde runde af NFL-draften af New Orleans Saints.
»Kan du lide Budweiser og countrymusik? Så kom du bare ned til os,« lød det i røret, da Saints’ legendariske træner Bum Phillips ringede og overbragte Morten Andersen beskeden.
Danskeren fik den værst tænkelige debut i NFL. På vej ud mod sidelinjen efter sit allerførste spark, et kickoff i åbningskampen mod St. Louis Cardinals i 1982, vred han om på højre ankel og måtte hjælpes fra banen. Efter en miserabel sæsonoptakt frygtede Morten Andersen for at blive fyret på grund af skaden.
Derfor er Bum Phillips en af de mange personer, som Morten Andersen nævner, da jeg spørger, hvem der har haft størst indflydelse på hans karriere.
»Det vil ikke være fair at fremhæve én frem for andre, der har hjulpet mig, men hvis jeg skulle pege på én, er det måske Bum Phillips, fordi han havde tålmodighed med mig i begyndelsen af min karriere, da det ikke gik så godt. Han kunne se potentialet i mig og gav mig lang snor i mit første år, så jeg også nåede frem til mit andet år,« fortæller Morten Andersen.
Det kom Bum Phillips ikke til at fortryde.
***
Det er passende, at Morten Andersen landede på en midt-80er-bundesliga-frisure til sin buste, for det var i sine første år hos Saints, danskeren oplevede sin storhedstid. Han revolutionerede synet på kickeren som et angrebsvåben med sit stærke venstreben og store træfsikkerhed, selv fra lange distancer og i kampafgørende situationer.
Efter at have afgjort en kamp mod Cleveland Browns med et 53-yard field goal to sekunder før tid i silende regn, indrammede Bum Phillips den danske kickers store betydning for holdet, da han afsluttede sin traditionelle tale med ordene: ‘Tak til Gud, tak til Morten Andersen. Amen!’
Hans præstationer på banen udmøntede sig blandt andet i seks udtagelser til Pro Bowl, der er en opvisningskamp med deltagelse af sæsonens bedste spillere, og gjorde ham til ligaens bedst betalte kicker.
Også uden for banen nød ‘The Great Dane’, som han blev kaldt, tilværelsen.
‘Den amerikanske dansker er den mest populære atlet i New Orleans. Kvinder ringer jævnligt til Saints’ kontorer for at få fat i hans hemmelige telefonnummer. Det er ikke ualmindeligt for Andersen at høre kvindehvin, når han spiser ude i det franske kvarter,’ skrev Sports Illustrated i en portrætartikel i 1987.
To år tidligere havde et lokalt magasin ifølge Sports Illustrated sågar inkluderet hans navn på listen over de 10 mest eftertragtede singlemænd i New Orleans. På magasinets forside kunne man angiveligt se den danske ungkarl slænge sig hen over køleren på en rød Porsche.
Trods personlig succes hos Saints var opholdet præget af sportslige skuffelser. Holdet missede slutspillet i ni ud af Morten Andersens 13 sæsoner i klubben, og han gik fra banen som taber i alle sine fire slutspilskampe.
Kort før 1995-sæsonen skulle til at gå i gang, blev han mødt med et krav om en lønnedgang på 40 procent. Danskeren afviste og blev fritstillet. Dagen efter skrev han under på en aftale med ærkerivalen Atlanta Falcons. Som 35-årig mente Saints, at Morten Andersen var ved at være i forfald. Det skulle vise sig, at han kun var halvvejs i sin NFL-karriere.
»Den dummeste beslutning i min trænerkarriere,« har daværende Saints-cheftræner Jim Mora senere kaldt fyringen.
***
Skiftet skulle blive skelsættende for Morten Andersen, der 22 år senere stadig bor nær Atlanta med sin kone, Jennifer, og sønnerne, Sebastian og Aiden. New Orleans har fortsat en stor plads i hans hjerte, men det var i Falcons-trøjen med 5-tallet på ryggen, at han afgjorde NFC-finalen i 1999. Det var som Falcons-kicker, han optrådte i sin eneste Super Bowl og endte som den mest scorende i NFL-historien, da han efter 25 år i ligaen spillede sin sidste kamp.
Pointmæssigt var 1995-sæsonen den bedste i hans karriere med 122 point. Det førte til endnu en udtagelse til Pro Bowl. Hans syvende og sidste. Det skyldtes ikke mindst hans special teams-træner Frank Gansz Sr., som Morten Andersen fremhæver, da jeg spørger, hvem der har været hans bedste træner.
»Det var i hvert fald ham, jeg spillede min bedste sæson under. Han er desværre død, men han havde en kæmpe indflydelse på ikke bare mig, men på alle mennesker, han var i kontakt med. Han var meget motiverende og skarp. Vi snakkede bare samme sprog og tænkte meget ens. Jeg fik nok mest ud af at være sammen med ham, selv om det kun var i to år. Da var der virkelig nogle ting, der rykkede sig for mig. Det var en kombination af bedre struktur og mere effektivitet på mine træningsseancer og en træner, som virkelig motiverede og krævede højeste niveau hele tiden. Hele tiden. Samtidig var jeg selv meget motiveret for at vise, at Saints havde taget fejl,« siger Morten Andersen.
Det var også her, han mødte Clay Matthews, far til Green Bay Packers-linebackeren af samme navn. Han er en af de holdkammerater, Morten Andersen husker tilbage på med størst glæde:
»Han spillede linebacker i 19-20 år. Det var helt fantastisk, at han kunne holde så længe på den position. Ham havde jeg meget respekt for. Han arbejdede hårdt og gik aldrig på kompromis. Ham lærte jeg meget af. Hvordan man konstant skulle være professionel. Og så kunne han lide practical jokes ligesom mig, så vi havde det rigtig sjovt.«
Efter 1996-sæsonen forsvandt Frank Gansz Sr. og Clay Matthews fra klubben. Ingen af dem var derfor med, da Morten Andersen oplevede karrierens største triumf. Og skuffelse.
***
Han husker det stadig, som var det i går. Sparket, der gjorde ham til folkehelt i Atlanta. Med et field goal fra 38 yards i overtiden af NFC-finalen ude mod Minnesota Vikings sendte danskeren i januar 1999 Falcons i klubbens første Super Bowl nogensinde.
»Vi ses i Miami. Vi er NFC-mestre,« råbte en nærmest euforisk Morten Andersen på dansk på landsdækkende amerikansk tv, da han blev interviewet efter sit afgørende spark.
På vej hjem i flyet fra Minnesota puffede holdkammeraten Keith Brooking, som dengang var i sin første sæson, til Morten Andersen og sagde: ‘Det er sgu ret cool, det her.’
»Så vender jeg mig om og tager fat i ham: ’Ret cool? Er du klar over, hvor heldig du er? Du er førsteårsspiller. Det her har taget mig 17 år’,« har Morten Andersen engang fortalt.
Lige så magisk oplevelsen i NFC-finalen havde været, lige så mareridtsagtigt var det, der skulle have været et klimaks for Morten Andersen.
»Oplevelsesmæssigt rangerer Super Bowl meget højt, men resultatmæssigt er den noget lort og en stor skuffelse, for jeg fik ikke den Super Bowl-ring, jeg gik efter. Jeg lod mig påvirke af situationen og den store scene. Jeg brænder et nemt spark fra 26 yard, og det er jo pissepinligt, når en milliard mennesker kigger på. Bolden rammer ikke engang nettet (der hænger bagved og rager et godt stykke ud ved siden af begge stolper, red.). Hold kæft, den var skæv. Det er jo ufatteligt, for det er et spark, jeg normalt kan lave i søvne,« sagde Morten Andersen i 2008.
Det blev til to sæsoner mere hos Falcons. I foråret 2001 var det slut. Den danske kicker levede herefter en nomadetilværelse i tre klubber på fire år. Først i New York Giants, dernæst to år i Kansas City Chiefs, hvor han blev ofret kort efter at have underskrevet en fireårig forlængelse af sin kontrakt, og til sidst i Minnesota Vikings.
Men da 2005-sæsonen gik i gang, stod han for første gang uden job. I en alder af 45 år. Og sølle 77 point fra at blive den mest scorende spiller i NFL-historien.
***
Første gang, Morten Andersen dristede sig til at sige højt, at han gik efter pointrekorden i NFL, var i 2003, da han spillede for Kansas City Chiefs. To år senere stod han i en kommunal park i Atlanta på et svedent græstæppe og sparkede bolde mod gamle mål med skæve stolper dag ud og dag ind for at holde sig klar, hvis opkaldet skulle komme. Som månederne gik, og telefonen forblev tavs, syntes rekorden at fortone sig i horisonten.
Når man bliver ramt af modgang, kan man enten vælge at give op eller give den en skalle. Som vestjyde er det første ikke en mulighed. For selv om han har tilbragt hele voksenlivet i USA, har de vestjyske værdier som ydmyghed, vilje og arbejdsomhed aldrig forladt Morten Andersen.
Tværtimod har de udgjort fundamentet for hans succes. Det er de 20 måneder, han endte med at tilbringe i parken i Atlanta, beviset på, og det er den måske største lærdom, han har taget med sig fra sin aktive karriere, fortæller han.
»Forhold dig ydmyg, arbejd hårdt med stædighed og vilje. Vilje er det vigtigste. Man skal have en struktur og en plan, men så skal man også have viljen til at udføre den. Når man har ryggen mod muren, skal man blive ved med at stole på, at viljen kan trække én op af lortet – det, som jeg kalder ‘the world of suck’. For mig er det viljen, der gør forskellen.«
Viljen til at blive ved med at tro på, at han stadig havde en fremtid i NFL, førte ham tilbage til Falcons i begyndelsen af 2006-sæsonen. I december det år overtog han point-rekorden, da han sparkede et ekstrapoint imod Dallas Cowboys. Det blev til yderligere en sæson hos Falcons, og da han sluttede 2007-sæsonen af med at sparke et field goal, nåede totalen op på 2.544 point. En rekord, der stadig står, og som, ifølge forlydenderne fra de ellers hemmelige afstemninger i Hall of Fame-udvælgelseskomiteen, udgjorde det tungeste argument, da Morten Andersen, efter at være blevet forbigået fire gange, endelig slap igennem nåleøjet til Canton.
***
Når Morten Andersen i dag ser tilbage på sin glorværdige karriere som kommende medlem af Pro Football Hall of Fame, har han svært ved at udpege det største øjeblik.
»Puha, der er mange,« siger han efter nogle sekunders tavshed.
»Da jeg slår scoringsrekorden, og kampen bliver stoppet, og jeg giver min trøje til Sebastian, som er syv år og står der uden fortænder i munden, er et stort øjeblik. Og tilfredsheden med at vinde et job, for eksempel hos New York Giants i 2001, hvor jeg er oppe mod Brad Daluiso. Vi har en udtagelseskonkurrence, og så venter vi i omklædningsrummet i fire timer uden at få en skid at vide. Da jeg endelig fik at vide, at det var mig, der havde vundet jobbet, var det også et kæmpe øjeblik,« fortæller han.
Det er da også hele puslespillet mere end de enkelte brikker i karrieren, han er mest stolt over, påpeger han.
»Det, jeg er mest stolt over, er, at jeg spillede i så lang tid på højeste niveau. 25 år. 360 kampe i træk med mindst ét point. Jeg tror, det er en rekord, som aldrig bliver slået. Og så at jeg var en god holdkammerat – en leder på mange måder på det punkt. Jeg viste interesse for de andre og hjalp dem.«
Knap så stolt er han over måden, han forlod spillet på. Efter 2007-sæsonen vidste han godt, at det var slut. Kroppen var slidt, men udadtil lod han, som om målet om at spille, til han var 50 år, var intakt.
»Det havde været pinligt, hvis jeg havde spillet en sæson mere. Gudskelov var der ikke nogen hold, der ringede,« indrømmede Morten Andersen for to år siden. 8. december 2008, to dage efter at han kunne have overtaget rekorden som den ældste spiller i NFL, meddelte han på et pressemøde hos den amerikanske ambassadør i København, at han trak sig tilbage.
Han håndterede ikke karrierestoppet særlig godt, erkender han:
»Jeg fortryder, hvor lang tid det tog mig at komme videre, og det pres, jeg lagde på min familie det første halvandet år, lige efter jeg stoppede. Det blev en selvmedlidenhedsfest. Jeg fortryder, at det tog så lang tid for mig at indse. Jeg vidste jo godt, at jeg var privilegeret ved at have haft så lang en karriere, men det ramte mig stadig som en knytnæve i ansigtet, at det var slut. Først da jeg fik hjælp til at bearbejde det, gik det op for mig, at det var noget pjat.«
Nu er han kommet videre, men der er stadig ting, han savner fra sin aktive karriere.
»Jeg savner kicket – bogstaveligt talt. Jeg savner adrenalinsuset. Når adrenalinen bruser frem i kroppen ... Det er ubeskriveligt at have den fornemmelse. Jeg savner omklædningsrummet og holdkammeraterne. Bare det at sidde der efter en træningsseance eller efter kampene. Selv før kampene. At mærke den stemning, der er. Det sitrer. Det gør det. Det føles spændende at være en del af den proces. At vide, at man på et tidspunkt i den kamp, der lige skal til at spilles, højst sandsynligt får en afgørende rolle, fordi de point, jeg scorer, er vigtige. Det er jo fedt at kunne sige: ‘Jeg påvirkede kampen’. At vide, at der ville ske et eller andet stort, men ikke hvad det var. Dét savner jeg.«
Med optagelsen i Pro Football Hall of Fame får Morten Andersen nu 309 nye holdkammerater. Og en guldjakke, som han fik overrakt ved den årlige Gold Jacket Dinner natten til lørdag.
Da jeg besøgte Morten Andersen i hjemmet i Buford i 2008, fik jeg lov til at se hans kælder, der i sig selv er en slags Hall of Fame. På væggene hænger trøjer med navne som Marino, Montana, Elway og Payton, der alle har en buste i Canton, i glasmontre sammen med alle hans egne. En sparkestøvle står forgyldt ved siden af poolbordet. Gamle hjelme og bolde fra betydningsfulde spark pryder baren. Der er billeder af nogle af karrierens milepæle, en Chicago Bulls-trøje og en basketball med en hilsen fra Michael Jordan og en signeret ishockeystav fra Wayne Gretzky.
Det er dog ikke her, guldjakken skal hænge.
»Ñej, den ryger i klædeskabet,« fortæller Morten Andersen.
Til gengæld kommer den replica af busten, som han får med sig hjem, til at stå i baren, har Morten Andersen planlagt. Med bundesliga-frisure og det hele.
En evig påmindelse om, at han efter 40 år har nået sin destination:
Udødelighed.
Se Morten Andersen blive optaget i Pro Football Hall of Fame, når TV3 Sport 1 lørdag aften sender fra ceremonien med optakt fra kl. 22.00
