Alt er større i Texas, lyder et gammelt mundheld. Cowboyhattene, der ligner ufoer, landskabet, som strækker sig uendeligt i horisonten, og selvforståelsen, der får selv Donald Trumps ego til at syne lille.
Derfor var det på alle måder rammende, at statens største by, Houston, dannede ramme om en Super Bowl, som vil skrive sig ind i historiebøgerne som den største nogensinde. Ikke fordi det var det mest velspillede opgør, men på grund af det fortættede drama, der blev forlænget, da kampen mellem New England Patriots og Atlanta Falcons som den første Super Bowl skulle afgøres i overtid. På grund af Patriots’ historiske og uforglemmelige comeback-sejr på 34-28 efter at have været bagud 3-28 indtil to minutter før afslutningen på tredje quarter. På grund af én mand. Tom Brady.
Patriots-quarterbacken, der indledte sæsonen med at afsone fire spilledages karantæne for sin rolle i den kontroversielle Deflategate, sagen om fusk med lufttrykket i boldene i AFC-finalen i 2015, lukkede søndag nat på eftertrykkelig vis diskussionen om, hvem der er NFL-historiens bedste quarterback. Ikke alene blev Tom Brady den spiller med flest Super Bowl-optrædener og kåringer til Super Bowls mest værdifulde spiller. Ikke alene blev han den quarterback med flest Lombardi-trofæer. Ikke alene slog han rekorden for flest kast og flest yards. Han gjorde mere end det. Han tog hele sit hold, hele ansvaret, på sine skuldre og legemliggjorde klicheen om, at ‘de største spillere laver de største spil i de største kampe’.
»Er der nogen tvivl om, at han er den største?« spurgte Patriots-wide receiver Julian Edelman retorisk efter kampen, før han selv gav svaret:
»Han førte os tilbage fra at være bagud med 25 point. Utroligt. Det er en ære at spille sammen med ham.«
Det er let nok at kvantificere den 39-årige levende legendes præstation i Super Bowl, hvor han kastede for 466 yards og to touchdowns. Det er straks sværere at sætte ord på den magi og maskinagtige magtdemonstration, han udøvede mod et Falcons-forsvar, der ellers havde fået ham til at se menneskelig ud i de første to et halvt quarter.
Som den velanskrevne NFL-journalist Peter King formulerede det i sin ugentlige klumme på Sports Illustrateds hjemmeside efter kampen:
»Vi er ved at løbe tør for måder at guddommeliggøre Tom Brady på.«
For at forstå storheden i den kraftanstrengelse, det tog at vriste sig ud af det jerngreb, Falcons havde holdt Patriots i, skal vi tilbage til sidste sommer. Her blev NFL-verdenen vidne til noget, man aldrig tidligere havde set hos Tom Brady. Opgivelse.
‘Det har været 18 udfordrende måneder, og jeg har truffet den svære beslutning om ikke at gå videre med den juridiske proces. Jeg kommer til at arbejde hårdt for at være den bedste spiller, jeg kan være for New England Patriots, og jeg ser frem til at få mulighed for at vende tilbage på banen i efteråret,’ skrev Brady i en kort udtalelse på Facebook og accepterede dermed de fire spilledages karantæne, han var blevet idømt for sin rolle i Deflategate.
Han stod fast på, at han var uskyldig. Han orkede bare ikke mere. Da han vendte tilbage efter karantænen, blev resten af Patriots’ sæson døbt ‘The Tom Brady Revenge Tour’, og op til Super Bowl forsøgte pressen at gøre kampen til en personlig vendetta mod NFLs øverste chef, Roger Goodell, som var manden, der nedfældede sanktionen, der for evigt vil udgøre en plet på Tom Bradys renommé. Som om Brady havde brug for ekstra motivation.
Oven i det anslag mod sit eftermæle, som Deflategate udgjorde, stod han midt i en familiekrise. Hans mor, Galynn, var blevet diagnosticeret med kræft - en oplysning, der først kom frem kort før søndagens Super Bowl. Super Bowl var den første kamp i sæsonen, hun så sin søn spille.
Derfor ville ingen have fortænkt Tom Brady i igen at hejse det hvide flag, da Falcons bragte sig foran med 28-3 midtvejs i tredje quarter. Indtil da havde mange af hans kast været upræcise - intet mere end det, der blev returneret 82 yards til touchdown af Falcons - og han havde til tider virket rådvild under det tunge pres, Falcons-forsvaret lagde på ham. Det ligger bare ikke til Tom Brady at vælge den nemme udvej.
Heller ikke, da han efter kampen blev interviewet på podiet. Her kunne Tom Brady have valgt at sætte Roger Goodell på plads. Ydmyge ham for åben skærm foran hundredvis af millioner af seere verden over. Det kunne han nemt været sluppet afsted med. I stedet valgte han at udvise storsind og fremhæve sine medspillere.
»Jeg er så stolt af vores hold, vores trænere og mine holdkammerater. Det bliver en god fest i aften. Tak til alle fansene i Boston. Vi elsker jer. I har været med os hele året. Vi tager den her bandit med hjem!« brølede han og rakte trofæet mod den konfettifyldte texanske himmel.
Heller ikke, da Boston Globe forsøgte at få ham til at medgive, at sejren var sødere end de fire foregående på grund af Deflategate, bed han på.
»De er alle søde. De er alle forskellige. Det her er bare et utroligt hold, og jeg er lykkelig over at være en del af det. Det er en fantastisk gruppe af trænere og holdkammerater, som overvandt mange ting, og det har været det hele værd.«
Så var Tom Bradys far mere klar i mælet.
»Det var forløsende for at være helt ærlig. Det betyder, at alle dem, der drog hans oprigtighed i tvivl er ikke-eksisterende fremover,« sagde Thomas Brady Sr. til Sports Illustrated.
Det kommer man aldrig til at høre Tom Brady sige. Det behøver han ikke. Han taler igennem sine præstationer på banen.
Som Julian Edelman, der med sit akrobatiske catch mellem tre Falcons-spillere, efter bolden var blevet rettet af, gjorde udligningen til 28-28 mulig og var instrumental i comeback-sejren, formulerede det efter kampen til NFL Network:
»Han har været igennem meget det seneste år. Og hvad gjorde han på podiet? Ingenting. Han er en gentleman.«
Også derfor er Tom Brady den største.
