Den første. Den eneste. Og nu også blandt de største.

Natten til søndag opnåede den 56-årige tidligere NFL-kicker Morten Andersen den ultimative hæder i amerikansk fodbold, da han sammen med seks andre NFL-koryfæer blev indlemmet i Pro Football Hall of Fame. Han er den blot anden kicker nogensinde, der er blevet optaget i den eksklusive klub, der nu tæller 310 medlemmer.

Det var fjerde gang, den hidtil eneste dansker, som har spillet i den amerikanske football-liga, var en del af finalefeltet, men modsat de tidligere år modtog han ikke en nedslående besked på telefonen. I stedet bankede præsidenten for Pro Football Hall of Fame, David Baker, på døren til hotelværelset i Houston, hvor danskeren havde ventet i knap to timer sammen med konen, Jennifer, og et vennepar fra Florida og havde bestilt roomservice.

»Så lød der en kæmpe buldren på døren. Han er jo en stor mand, så vi var ikke i tvivl. Hvor er min club sandwich?’, spurgte jeg, da jeg åbnede. Jeg kunne ikke lade være med at joke, men så ramte øjeblikket mig. Gudskelov har David et par brede skuldre, man kan græde på, så jeg fik mig en god grædetur,« fortæller Morten Andersen, da BT endelig får fat i ham på telefonen efter en travl aften og nat, hvor han nærmest ikke har haft tid til at fordøje sit nye præfiks: Hall of Famer.

»Det har været fuldstændig vildt. På et tidspunkt kiggede jeg på min telefon, og jeg havde 289 beskeder, og der kom nye til hele tiden. Fra hele verden. Frankrig, Holland, New Zealand og selvfølgelig fra Danmark. Jeg vidste ikke, jeg havde så stor en omgangskreds,« klukker Morten Andersen, der dog også fik en trist besked midt i festlighederne.

»Vi fik et opkald om, at min yngste søn havde været ude for et uheld på en trampolin og har brækket næsen to steder. Det tænker vi også meget på.«

De syv nye medlemmer af Hall of Fame blev præsenteret for første gang natten til i går under den årlige prisuddeling NFL Honors. Før de hver især blev introduceret på scenen, fik de sat en nål i jakkesættet som bevis på indlemmelsen.

Da running back LaDainian Tomlinson fik sin, tudbrølede han, fortæller Morten Andersen:

»’Tag dig dog sammen’, sagde jeg drillende til ham. Men da det blev min tur, begyndte jeg sgu også at græde. Det ramte lige i hjertet.«

Efterfølgende deltog danskeren i velgørenhedsshowet ‘Taste of the NFL’, hvor han blandt andet skulle signere amerikanske fodbolde sammen med andre NFL-stjerner.

»Da det blev min tur til at skrive mit navn, sagde Chris Doleman (Hall of Fame-medlem, red.): ‘Hey, du glemte at skrive tre bogstaver’. H-O-F. Hall of Fame 2017. Dér ramte det mig for alvor,« siger Morten Andersen, der er glad for sin nye titel:

»Det swinger meget godt, ikke?«

Som indehaver af rekorderne for flest scorede point med 2.544, flest kampe nogensinde med 382 og en karriere, der spænder over 25 år og omfatter to udtagelser til årtiets hold, kan det virke underligt, at Morten Andersen skulle vente fem år, hvoraf han var finalist de sidste fire, på at slippe igennem nåleøjet til Hall of Fame.

En af årsagerne er, at kickere ikke bliver værdsat på samme måde som andre spillere. Det så man igen eksempler på natten til i går, da det kom frem, at en kicker var blevet udødeliggjort, mens en af NFL-historiens bedste wide receivere, Terrell Owens, ikke var blevet valgt ind. Det fik flere – ikke mindst Terrell Owens selv – til på Twitter at sætte spørgsmålstegn ved Morten Andersens berettigelse i Pro Football Hall of Fame, fordi han ‘bare’ er kicker.

‘Morten Andersen kom ind i Hall of Fame før Terrell Owens. Forstår I de ord, der kommer ud af min mund? Ikke et ondt ord om Morten Andersen, men det var ikke ligefrem, fordi han skulle sparke ret tit under pres hos Saints (Morten Andersens første klub, New Orleans Saints, red.). Undskyld, men det er sandheden,’ lød det blandt andet fra journalist og klummeskribent Mike Freeman fra Bleacher Report i to tweets.

Kritikken tager dog ikke noget af glæden fra Morten Andersen:

»Mine kvalifikationer taler for sig selv. Jeg fik stemmer nok til at komme ind. Det gjorde Terrell Owens ikke. Længere er den ikke,« siger Morten Andersen, der hele vejen igennem processen har haft som erklæret målsætning at bane vejen for, at flere kickere fremover kan modtage den guldjakke og bronzebuste, der vil blive udstillet i Pro Football Hall of Fame i Canton, Ohio, som følger med hæderen.

Den officielle indlemmelse i Hall of Fame sker lørdag 5. august. Det er kutyme, at hvert nyslået medlem vælger en person til at præsentere sig. Oftest er det en træner eller en holdkammerat. Men Morten Andersen har valgt, at det skal være hans ældste søn, Sebastian, på 17 år.

»Først sagde han nej, da jeg spurgte, fordi han var bange for, at han ville blive for nervøs. Men i går sagde han: ‘Gælder tilbuddet stadig, far?’« fortæller en rørt Morten Andersen.

Nu har han endelig sparket døren ind til footballs helligste haller, og danskeren er glad for, at det omsider er lykkedes. Og at han kan lægge processen bag sig.

»Det er dejligt, at det er overstået, når nu det endte, som det gjorde. Det tog mig fem år, men der er andre, der har ventet i 20 år. Jeg kan slet ikke forestille mig at vente i så lang tid. Det har været et stort pres.«