Det er sundt for børn, at vi voksne en gang imellem er optaget af noget andet end dem.
For nylig var jeg på legeplads med min datter. Hun leger lidt, men kommer hurtigt hen til mig, fordi hun vil vise et ’akrobatisk show’. Hun går energisk i gang med noget, der vel mest af alt bare var en variation af hop på stedet. Ingen sammenhæng. Ingen rytme. Og ikke noget, hun ikke har kunnet i årevis. Faktisk er der ikke noget som helst bemærkelsesværdigt ved de mange små hop, der må have fået eventuelt forbipasserende til at tænke, at hun enten frøs eller skulle tisse rigtig meget. Alligevel hører jeg gentagne gange mig selv sige »ej, hvor flot«.
Det er en lille seance på højst et par minutter, som jeg pludselig bliver opmærksom på, at min datter og jeg ikke er alene om. Det er nærmest et ritual. Børnene siger »se mig«, og vi siger pligtskyldigt, »hvor er du dygtig«. Det virker faktisk, som om børnenes leg på klatrestativet først rigtig får værdi, når vi har set den. Det er helt naturligt, at børn gerne vil have deres forældres opmærksomhed. Men hvad er der i vejen med bare at lege?
I de mere end 10 år, jeg er kommet på legepladser, er det ikke sket en eneste gang, at jeg – eller nogen anden voksen – har sat en grænse for opmærksomhed. Det tætteste, vi kommer, er et forsigtigt »om lidt«, som om børn tager skade af ikke at blive kigget på, eller at det er en straf at få at vide, at man ’bare’ skal lege.
Vores grundlæggende instinkt fortæller os, at når børn søger os, skal vi være til stede. Men forskning viser noget interessant om sammenhængen mellem fravær og nærvær. Psykologer, der har forsket i, hvad der sker med børn, der bliver forsømt, har faktisk fundet ud af, at den mildeste form for ’forsømmelse’ – når børn en gang imellem er nødt til at underholde sig selv – har en positiv effekt. Det er ganske enkelt sundt for børn, at voksne en gang imellem er optaget af noget andet.
På overfladen ligner »se mig«-ritualet en uskyldig scene fra en travl hverdag, men der er noget principielt på spil. For hvad er det egentlig for nogle voksne, der kommer ud af de børn, der konstant skal anerkendes for alt, hvad de gør?
Nyere studier tyder på, at den overdrevne opmærksomhed og ros i barndommen udvikler virkelighedsfjerne voksne, som overvurderer sig selv og deres egen betydning. De mener f.eks. selv, at de er mere socialt kompetente, tager mere hensyn til andre og er bedre til at løse konflikter. Men hvis man spørger folk i deres omgangskreds eller på deres arbejdsplads, så står det klart, at de er fuldstændigt lige så almindelige som alle os andre.
Men faktisk behøver man ikke at være forsker for at forstå konsekvenserne. Det siger sig selv, at hvis man vænner børn til altid at være i centrum og til kun at kunne sætte pris på noget, hvis de bliver beundret for det, så får de svært ved at indgå i de fællesskaber, der binder vores samfund sammen. Klassen, arbejdspladsen, parforholdet, familien og foreningslivet.
Næste gang min datter siger »se mig«, vil jeg sige »nej, bare leg« og se, hvad der sker. Tænk, hvis hun oplever, at selvom det, hun lige har gjort, var ganske almindeligt, så var det faktisk ret sjovt.
