Hjørring Revy 2002. Medvirkende: Peter Aude, Gordon Kennedy, Jan Linnebjerg, Michel Castenholt. Pianist: Claus Pilgaard. Instruktion: Peter Aude. Tekst & musik: De medvirkende.
Hjørrings anti-revy får NUL stjerner. Årets Hjørring Revy er i sin 30 års jubilæumssæson lagt i hænderne på helt nye folk.
På papiret er det Peter Aude, der har instrueret, men dele af revyen er den slags improvisationsteater-lege, som ellers enten gør sig som let anretning på TV, eller er hovedindholdet i et dramahøjskoleophold. Og resten oser ikke ligefrem af struktur og stil.
Selvom man glimtvis kan fornemme, at holdet, der består af ex-pyrus Jan Linnebjerg, Aude selv, Michel Castenholt og komikeren Gordon Kennedy sikkert indeholder mere, end de får mulighed for at vise, så er det samlede indtryk af forestillingen, at den er skandaløst kedelig, dårligt forberedt og har en fatal mangel på gode ideer.
Det er - mere eller mindre bevidst - en revy, der ganske enkelt ikke indeholder et eneste af de elementer, som man som betalende publikummer med rimelighed kan forvente.
Måske er det meningen, at man vil forny revy-genren og nærmest lave en anti-revy, når man meget sjovt starter med holdet i råkedelige cardigans, sokker i sandalerne og en sang om at kvinderne mangler. Dem hører vi kun på bånd, hvor Lisbet Dahl, Pernille Højmark og Ditte Gråbøl bakker ud, da de hører, at Aude både skal instruerer og være med selv.
Sikkert ment som en fiks morsomhed, men som aftenen skrider frem bliver grinet stikkende i halsen.
Antirevy-ideen, og lidt kluntede lån fra Søren Østergaards Zirkus Nemo og Det brune punktums pointeløse ironi, f.eks i form af en rollator-ballet og et apatisk tryllekunstnernummer, betyder ikke fornyelse, men at der er kommet en forestilling ud af det, som bare ikke virker.
Den er ikke morsom, den er ikke skarp, der er ingen timing, ingen vitser, ingen idé og ingen styring. Det er kort sagt bare en rigtig dårlig revy - så det er ikke en trykfejl, at der over denne anmeldelse ikke er en eneste stjerne.
For Hjørring Revyen 2002 er simpelthen for tam og trættende til at udløse andet end knagen i kæbeleddet.
Peter Aude har valgt selv at fungere som en slags fortæller, og en lillebitte ramme om forestillingen er, at vi er i en slags parallel til Kardemommeby. Man glemmer hurtigt hvad dét skulle til for og ender bare med at blive irriteret på den bralrende Aude, der kommer slentrende ind mellem hver nummer og forsøger at holde en tråd.
Efter pausen omdeles en sang, der som den eneste overlevende tradition fra de 29 foregående sæsoner, er en hyldest til sponsorerne. Den slutter med det profetisk-optimistiske vers »Showet varer længe, det skal bruge penge«. Det er nok det mest rammende udsagn i Hjørring Revyen 2002.
