Børn i konflikt- eller katastroferamte lande er ofte sårbare over for sygdomme og vold, advarer Unicef.

New York. Hvert fjerde barn i verden - eller anslået 535 millioner børn - lever i et område, der er ramt af enten konflikt eller katastrofe.

Det oplyser FN's børneagentur, Unicef, fredag ifølge nyhedsbureauet dpa.

FN-agenturet advarer om, at børn, der lever i konfliktramte og katastroferamte lande, ofte ikke har adgang til medicin, uddannelse, mad eller beskyttelse. Det efterlader dem sårbare over for sygdomme og vold.

Flere end 390 millioner børn lever i nød i Afrika syd for Sahara, mens næsten 65 millioner børn oplever konflikter i Mellemøsten.

- Uanset om børn bor i et land med krig eller fred, så er deres udvikling afgørende for ikke kun deres fremtid hver især, men også for fremtiden for deres samfund, siger Unicefs administrerende direktør, Anthony Lake.

De nye tal er blevet offentliggjort forud for 70-året for Unicefs grundlæggelse, der bliver markeret på søndag.

I sommer viste en rapport fra Unicef, at omkring 28 millioner børn i verden er drevet på flugt fra deres hjem som følge af konflikter og vold.

Og i 2015 udgjorde børn halvdelen af verdens flygtninge, som søgte tilflugt i et andet land. Hovedparten kommer fra Syrien og Afghanistan.

- Hvilken pris kommer vi alle sammen til at betale, hvis vi ikke sørger for at give disse unge mennesker muligheder for uddannelse og en mere normal barndom, spørger Anthony Lake fra Unicef.

I oktober havde Italien modtaget 20.000 uledsagede, mindreårige flygtninge alene i år.

I løbet af hele 2015, hvor flygtningekrisen i Europa kulminerede, kom kun 12.400 flygtningebørn alene til Italien.

De fleste af dem kommer fra vestafrikanske lande som Gambia, Nigeria eller Guinea. Også egyptere og østafrikanere fra Eritrea og Somalia udgør store grupper af flygtningebørn.

/ritzau/