Storbritanniens førende popgruppe komponerer musik til ny engelsk HC Andersen-ballet

Der skrives både pophistorie og endnu et kapitel i sagaen om Danmarks verdenskendte eventyrdigter Hans Christian Andersen, når balletten "Det Utroligste" får urpremiere i London næste forår.

Storbritanniens førende popband Pet Shop Boys, Neil Tennant og Chris Lowe, er i fuld sving med at skrive soundtracket til Andersens klassiske eventyr "Det Utroligste", der bliver til en ballet opført af Det Kongelige Engelske Balletkompagni. d. 22. marts 2011.

- Det er et meget spændende projekt, og det er jo en HC Andersen-historie med et plot. Men det kommer nok til at minde om en Tchaikovsky-ballet, sagde Neil Tennant til BBC, da han afslørede duoens overraskende nye projekt.

"Det Utroligste" er et spektakulært lille mesterværk af et eventyr med en happy end, der giver janteloven én over snuden.
Plottet drejer sig om en konkurrence, hvor den der kan gøre det utroligste, får prinsessen og det halve kongerige. Vinderen er en fattig mand, der har lavet et ur, der bringer 12 skelsættende historiske begivenheder til live for øjnene af den måbende befolkning.

Pet Shop Boys har tidligere komponeret symfonisk musik blandet med deres karakteristiske elektroniske popsound, da de sammen med Dresdens symfoniorkester indspillede nyt soundtrack til Eisensteins stumfilm Battleship Potemkin, der blev opført på Trafalgar Square i 2004. 

Men det er første gang den populære duo laver musik til en ballet.

- Det er et ret stort projekt, og vi har skrevet en halv times musik, men vi regner med at arbejde med den helt indtil næste forår, siger Neil Tennant.