Libyens leder Moamer Gaddafi siger til CNN, at han har haft møde med pårørende til ofre for Lockerbie-attentatet og udtrykt sin kondolence over for dem.

Libyens leder Moamer Gaddafi har i forbindelse med sit besøg i USA haft et møde med pårørende til ofre for Lockerbie-attentatet i 1988. Det oplyser Gaddafi i et interview med den amerikanske tv-station CNN.

- Ja, jeg mødtes med dem i går. Det var et venskabeligt møde, siger den libyske leder i interviewet, der blev delvist offentliggjort fredag.

Gaddafi deltager i disse dage for første gang nogensinde i FN's Generalforsamling i New York.

- Jeg udtrykte min kondolence over for ofrenes familier. De udtrykte også deres kondolencer i forbindelse med, at min datter blev dræbt ved et amerikansk angreb i 1986, siger Gaddafi videre.

En tidligere libysk agent er den eneste, der er blevet dømt for terrorangrebet mod et amerikansk Pan Am-passagerfly. Flyet med 259 mennesker om bord eksploderede i luften over byen Lockerbie i Skotland. Alle ombordværende blev dræbt. Det samme gjorde 11 mennesker på jorden.

Abdelbaset Ali Mohmet al-Megrahi blev løsladt fra et skotsk fængsel i sidste måned og vendte hjem til Libyen som en folkehelt. Dette udløste vrede i både Det Hvide Hus og blandt efterladte til de dræbte.

/ritzau/AFP