Det er ikke bare djævelen, der er i detaljen; det er en præsident også. Berlingske beskriver her Hillary Clinton, der søndag aften erklærede sig som præsidentkandidat, gennem 20 ukendte facetter.
Hillary elsker ...
TV?
Hun har i de seneste år nævnt to TV-serier som sine favoritter: »Love it or List it«, som er et realityshow om mennesker på boligjagt. Og »Borgen«. »Jeg har lige opdaget en fantastisk serie om en kvinde, som bliver valgt som statsminister i Danmark,« sagde hun i sidste måned.
Sport?
»Jeg elsker at svømme. Svøming er absolut min favoritsport.«
Film?
Som barn elskede hun »Troldmanden fra Oz«. Som ung elskede hun »Casablanca«, og hun er ditto begejstret for »Out of Africa«.
Musik?
Beatles, Rolling Stones, The Who og Doors. Hvis hun skal slappe af, lytter hun til klassisk.
Mad?
Hun blev i et interview bedt om at fremhæve mad, der mindede hende om barndommen, og hun nævnte en burger med grønne oliven fra et græsk cafeteria i nabolaget i Illinois. I Det Hvide Hus var hun til vegetariske burgere som mellemmåltid, og hvis hun er alene hjemme, spiser hun nu hummus, baba ghanouj og taboulleh.
Hvad vi kan lære af det?
Hendes smag minder os om, at hun ikke er en vårunge. Hun er 67 år og voksede op med Judy Garland-film og 1960er musik. Men hun forsøger at følge med tiden – med Netflix og etnisk mad.
De hader hende …
I september 2014 fødte Chelsea Clinton en datter, og Hillary og Bill Clinton blev bedsteforældre. Rupert Murdochs tabloidavis New York Post brugte anledningen til endnu et angreb. Avisens forside var et billede af Hillary og Bill Clinton sammen med deres lille barnebarn. Manchetten lød: »Endnu en venstreorienteret vrælebaby til Clinton« og selve versalrubrikken lød »Party Pooper,« som er et spil på et amerikansk udtryk, der i denne sammenhæng skal forstås som om, barnebarnet har gjort i bleen.
Hvad vi kan lære af det:
Den amerikanske højrefløj ser rødt over Hillary Clinton; sådan har det været siden 1992, og hadet er intakt. Alt positivt og hjertestyrkende kan vendes til det modsatte.
De elsker hende …
Henry Kissinger: »Jeg har kendt hende i mange år, jeg respekterer hendes intellekt, og hun kørte udenrigsministeriet på den mest effektive måde, jeg har set … bedre end jeg gjorde.«
Warren Buffett: »Hun er en af mine favoritkvinder i hele verden … hun bliver præsident. Jeg vil endda sætte penge på det, og som I ved – den slags gør jeg kun, hvis jeg tror på det.«
David Brock var i 1990erne konservativ hitman mod Hillary. Nu fortryder han og støtter hende og har etableret et pro-Hillary netværk: »Jeg vil gøre hende til præsident.«
Hvad vi kan lære af det:
Mens hadet til Clinton er ensidigt, er kærligheden mangesidet. Kissinger betragter hender som en hård banan og en god leder, Buffett ser hende som en traditionel, midtsøgende demokrat, og Brock opfatter hende som et sikkert bolværk mod højrefløjen.
Godt og skidt i USAs moderne historie
USA skal ikke være stolt af …
I sin bog »Hard Choices« nævner Hillary Clinton fire udenrigspolitiske fejlgreb, som USA har foretaget i nyere tid: 1. Det amerikanske kup i 1953 mod Irans demokratiske præsident Mossadegh og indsættelsen af en enevældig shah. 2. Vietnam-krigen, hvor især bombningen af Laos er glemt. Laos betalte en »forfærdelig pris for krigen.« 3. Chile, hvor USA i 1973 væltede den demokratiske præsident. Det er »et mørkt kapitel« i amerikansk historie. 4. Invasionen af Irak i 2003, og hun fortryder »inderligt,« at hun i Senatet stemte for at give præsident Bush autorisation til krigen.
USA skal være stolt af ...
At være USA. USA har i sin korte historie igen og igen stillet sig på frihedens side og så ubetingtet gjort mere godt end ondt. Det gør USA til »den uundværlige nation« i moderne historie.
Hvad vi kan lære af det?
De færreste eksperter og vælgere vil tage anstød af hendes vurderinger, men hendes liste over fejlgreb vil ophidse historiske revisionister og tilhængerne af ufejlbarlig patriotisme.
Og hvad med Bill …?
Amerikanerne er begejstrede for Bill Clinton, viser den seneste måling. 60 pct. af dem har en positiv opfattelse af ekspræsidenten, kun 30 pct. en negativ.
Men hvad med Monica Lewinsky ...?
Hillary Clinton havde dengang lyst til »at ramme ham med en stegepande i hovedet, men hun overvejede aldrig skilsmisse«, har insidere i Det Hvide Hus for nyligt fortalt. Hun sagde tidligt, at hun var »splitterrasende«, men ikke ville skilles, og hendes tackling af Monicagate gav Hillary Clinton et imageløft og en politisk karriere. Slate og Atlantic har beskrevet, hvordan yngre vælgere betragter Monicagate som en fordel for Hillary Clinton. »Det giver dem en mulighed for at relatere sig til hende som menneske«, skriver Atlantic.
Hvad kan vi lære af det?
Bill Clinton vil være alle steder i valgkampen – og som et ubetinget argument for sin kone. Det er en fordel, som ingen andre kandidater har.
De arbejder for hende
Hillary Clinton har på det seneste udpeget tre nøglemedarbejdere til sin valgkampagne: 1. Robby Mook, som ventes at blive kampagnechef. 2. Joel Benenson, som stod for Obamas meningsmåler i 2012 og formentlig får samme job hos Clinton. 3. Stephanie Hannon, som er IT-marketingchef hos Google og skal køre Clintons digitale kampagne.
Hvad kan vi lære af det:
Hannon er et politisk ubeskrevet blad, men de to andre er stjernevalg – og ikke overleveringer fra Bill Clintons kabinet. Mook kørte senest demokraten Terry McAuliffes kampagne i Virginia i 2013. En benhård kampagne, som McAuliff vandt på Mooks strategi henvendt til basen. Benensons målinger for Obama i 2012 var spot-on og sørgede for, at Obama kunne målrette kampagnen.
Er hun til venstre eller højre …?
Hvor venstreorienteret er hun?
I en måling foretaget over den tid, hun var medlem af Senatet, bliver hun placeret som den 11. mest venstreorienterede senator. Mere venstreorienteret end Obama og den senere vicepræsident, Joe Biden.
Hvor højreorienteret er hun?
Især i udenrigspolitikken er hun mere til højre end Obama. Den tidligere demokratiske forsvarsminister Leon Panetta skriver i sine erindringer, at han og Hillary Clinton allerede i 2012 kæmpede for at bevæbne moderate syriske anti-Assad styrker, hun har sammenlignet Putins udenrigspolitik med Hitlers, og hun har et bedre forhold til Israels Netanyahu.
Hvad vi kan lære af det?
En præsident Clinton vil i indenrigspolitikken fortsætte og styrke Obamas progressive linje, mens hun i udenrigspolitikken vil svinge mere til højre.
Hvem vil stemme på hende?
Kvinderne og de unge elsker hende. Blandt de 18- til 39-årige får hun 63 pct. af stemmerne, mens hendes stærkeste republikanske modkandidat får 30 pct.
Blandt kvinderne får hun 58 pct. af stemmerne, mens Jeb Bush får 36 pct.
Anderledes med især de republikanske mænd. Pew Research spurgte vælgerne, om de håbede på en kvindelig præsident i deres livstid; kun 38 pct. af mændene svarede ja, og det er især republikanske mænd, der trækker tallet ned. Kun 16 pct. af dem håber på en kvindelig præsident.
Hvad vi kan lære af det?
Hillary Clinton går ind til valget med en stor demografisk fordel blandt kvinder og yngre, en fordel, som – hvis den bliver mobiliseret – næsten alene kan sikre hende præsidentposten.
Og diverse:
Har hun røget hash?
»Jeg gjorde det ikke, da jeg var ung, og jeg vil ikke begynde nu,« sagde hun i et interview.
Er hun en krukke?
I hendes kontrakt for taler kræver hun adgang til »kaffe, te, stuetempereret vand med og uden brus, hummus, skåret frisk frugt og ginger ale light«. Plus 300.000 dollar.
Har hun en mening om København?
»København er en ualmindelig smuk by, fuld af brostensbelagte gader og parker.«
I hendes bog »Hard Choices«.
Har hun en rummand som elsker?
Ja, ifølge Weekly World News. Ugebladet afslørede hendes eskapader med rumvæsenet P’Lod, som bl.a. gav hende frækt undertøj fra Mars.
Hvad kan vi lære af det?
At amerikanerne i snart 25 år har elsket og hadet Hillary Clinton og undervejs lært stort set enhver detalje om hende. Som hun har sagt: »Hvis jeg vil rydde forsiden, skifter jeg bare frisure.« Ved det kommende præsidentvalg vil vælgerne stykke detaljerne sammen til et billede af mennesket og politikeren Hillary Clinton – og vurdere, om de kan se sig selv og en præsident i billedet.
