Man nåede lige at frygte, at problemerne var vendt tilbage.

Men heldigvis er der godt nyt for Clara Tauson dagen derpå.

Den danske tenniskomet trak sig ellers mandag aften med en skade i sin første kvalifikationskamp til WTA 1000-turneringen Madrid Open.

Undervejs i første sæt fik hun behandling, og på tv-billederne så det ud til, at det var ryggen, der var problemet.

Foto: Tracey Nearmy/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge danskerens træner, Lars Christensen, skal de danske tennisfans dog ikke frygte et skadesmareridt, som stortalentet ellers kæmpede med store dele af sidste år.

Det fortæller han til B.T.

»Jeg tror bare, at kroppen var øm og medtaget efter mange kampe på kort tid, så der var ikke mere at skyde med. Et par fridage og lidt god behandling, så regner jeg med, at Clara er på toppen igen,« lyder det fra tennistræneren, inden han tilføjer:

»Planen er nu Lleida (Catalonia Open, red), Rom, Paris og French Open, men lad os se, hvor Clara er om et par dage, og hvad der giver bedst mening.«

Clara Tauson har da også haft et travlt program de seneste uger.

På blot 15 dage nåede hun at spille hele 11 kampe ved henholdsvis Billie Jean King Cup, WTA-turneringen i Oeiras og senest kvalifikationskampen i Madrid.

Inden mandagens nederlag var Tauson inde i en forrygende periode, hvor hun blot havde tabt én ud af 10 kampe på grusunderlaget.

Danskeren ligger i skrivende stund nummer 80 på verdensranglisten