Huller i tænderne, dyre rodbehandlinger, dårligt tandkød, kæmperegninger og mistede tænder. Det bliver let konsekvenserne, hvis du dropper tandlægebesøgene som ung.

En ny undersøgelse viser, at personer, der springer de regelmæssige tandlægebesøg over, har langt større risiko for at miste nogle af deres tænder, når de kommer op i 50 års alderen.

Hver femte person fra den gruppe, der ikke har gået regelmæssigt til tandlægen, har kun bevaret 20 tænder eller færre, når de runder de 50 år, viser tal fra KRAM-undersøgelsen (kost, rygning, alkohol og motion). 4.400 personer deltog i tandundersøgelsen.

Omvendt er det hele 90 pct. af de 50-64 årige, der regelmæssigt har gået til tandlæge, som har bevaret de fleste tænder. Det er normalt for voksne mennesker at have 32 tænder i munden.

Unge har ingen problemer – lige nu

Når folk mister tænderne som voksne, skyldes det ofte, at de som unge har haft svært ved at få taget sig sammen til at gå til tandlæge.

- Vi ved, at mange unge synes, at de regelmæssige tandlægebesøg ikke er så nødvendige, fordi de ikke har nogen problemer med deres tænder og tandkød lige her og nu. Men som meget andet, så viser konsekvenserne sig ofte først senere i livet, siger Susanne Andersen, formand for Tandlægeforeningen.

Ifølge professor Kim Ekstrand på Tandlægehøjskolen i København, er det et meget dårligt valg for unge mennesker at skippe tandlægen.

- Når unge dropper tandlægen, så kan de i løbet af nogle få år få ondt i tænderne, og fordi der er så store huller i tænderne, så kan det blive en rigtig dyr fornøjelse at få dem opereret. F.eks. kan en rodbehandling nemt koste over 3.000 kr., siger han.

Foreslår gratis tandlæge til unge

Senest er DF kommet med et forslag om gratis tandlægebesøg til 18-20 årige, fordi der er mange i den gruppe, der glemmer at komme til tandlægen. Sundhedsminister Bertel Harder er imod forslaget, da han mener, at forslaget er for dyrt. DF prøver nu at lave en aftale uden om regeringen.

ebjo@bt.dk