Det er ikke kun FC København-træner Ståle Solbakken, der ruller med over FC Midtjyllands guldtræner, Glen Riddersholm.

Også i Brøndby knurrer man nu over Riddersholm.

Vestegnsklubbens storaktionær, Jan Bech Andersen, skyder nu med skarpt mod FCM-træneren, der mandag ikke brugte meget tid på at anerkende Brøndbys flotte 3-2-sejr i Herning. I stedet mente Riddersholm, at midtjyderne havde været bedst kampen igennem - og at Brøndbys mål var resultatet af sløsede forsvarsfejl.

»Jeg synes, det ville klæde Glen Riddersholm rent faktisk at vise lidt format og noget af den ydmyghed, som han altid taler om, når han er i gang med at belære fodbold-Danmark,« siger Jan Bech Andersen tirsdag til Ekstra Bladet.

»Nu er jeg ikke fodboldprofessor som Glen Riddersholm, men det er lidt arrogant at stå på live-tv og påstå, at alle Brøndbys mål er foræringer. Jeg kunne spørge, hvad FCMs andet mål er, hvor vi står skidt.«

FC Midtjylland sikrede sig torsdag det danske mesterskab - med tre runder igen.

BT var tirsdag eftermiddag i kontakt med Glen Riddersholm. Han ønsker ikke at reagere på skudsmålet fra Jan Bech Andersen.