Der er igen støj på linjen mellem SAS og selskabets piloter. Piloterne beskylder SAS-ledelsen for aftalebrud og skal nu til krisemøde med koncernledelsen.

Knap har røgen lagt sig efter slagsmålet med stewardesserne om en ny overenskomst, før der igen er uro på bagsmækken i SAS. Eller rettere sagt cockpittet. Nu er det nemlig piloterne, der rasler med sablen.

Piloterne beskylder ledelsen for aftalebrud, og striden truer med at spænde ben for de nye nationale overenskomster.

Piloterne fra Danmark, Sverige og Norge holdt krisemøde mandag, og har nu bedt om et møde med SAS' danske koncerndirektør John Dueholm på torsdag. De er især fortørnet over, at SAS-ledelsen har meddelt, at man ikke vil overholde en aftale om kaptajnsudnævnelser i Norge fra 2004.

- Hvis vi ikke får en klar garanti for, at SAS-ledelsen vil efterleve de gældende aftaler, så ser vi ingen formål med at drøfte nationale overenskomster eller indgå nye aftaler med SAS, siger formanden for de danske piloter, Mogens Holgaard, til Ritzau.

/ritzau/