Ørken og golde, sandfarvede bjerge, så langt øjet rækker. Bagved sne- og isklædte bjerge. Sådan er indflyvningen til Lanzhou, hovedstaden i Gansu-provinsen i Kina, som er startpunktet for at rejse langs den gamle handelsvej, kendt som Silkeruten, helt op til Kinas gamle grænse, hvor den fortsætter gennem centralasien mod Europa.
I over 1.000 år var Silkevejen ruten mellem øst og vest, hvor handelskaravanerne skulle passere 500 km ren Gobi-ørken og derpå et snævert pas, før de nåede grænsen. Først når de var lukket ind i den bevogtede by Dunhuang, kunne de udveksle deres dyrebare varer som silke, sølv, vin og porcelæn. Stedet kender mange danskere fra Netflix’ ’Marco Polo’.
Fra 200tallet og indtil søfarten fra omkring 1300tallet opdagede den maritime Silkevej, var der adgang til blomstrende markeder og stor profit. Ti kameler kunne bære 2000 kg silke, og hvis den handlende overlevede Silkevejen, blev han hovedrig. I disse uger åbner en helt nyistandsat by, Dunhuang, hvor der er investeret 30 mia. kr. i ny infrastruktur, hoteller og veje.
I Lanzhou er vejret tørt om sommeren, så de 30 grader føles behagelige. Kl. 5.30 står solen op, og lyset slukkes igen kl. 21.
Startpunkt for rejsen
Byen med de 5 mio. indbyggere er mest et startpunkt for rejsen og er nem at komme til fra Xi’an, hvortil der går fly fra København. På de 45 minutters kørsel fra lufthavnen passeres masser af nybyggeri, der står tomt. Folk har bjergene som naboer. Byen deles i to af Den Gule Flod og skulle ligge så centralt i Kina, at der er 2.220 km til alle dele af landet.
Gansu er en provins langt vestpå og langt væk fra kejserbyen Beijing. 45 ud af Kinas 56 nationaliteter er repræsenteret i provinsen, bl.a. hui-folk, tibetanere og mongoler. Nær bystatuen af Den Gule Flods Mor er en park direkte ned til vandet, og på den anden side kaldes der til bøn i minareten. Der er både tårne og halvmånespir. På gaden er der kvinder med tørklæder og mænd med muslimsk hovedbeklædning. I bybilledet er mange af centralasiatisk eller tyrkisk udseende og en del kvinder med krøllet hår modsat det glatte hår hos de mandlige kinesere, der er den største etniske gruppe i Kina. Fælles er dog, at der er smartphones er overalt.
Et besøg værd
Byen er værd at gå rundt i i et par dage. Bl.a. bør Gansu Provins Museum besøges, da det udfolder hele Silkevejens historie. Besøg også Wutian Shan, det er et stort park- og tempelanlæg. Der er en stor staue af Huo Qubing, som slog hunnerne for ca. 2.000 år siden; desværre blev de ifølge legenden presset vestover, hvor de oversvømmede Europa. Sådan er perspektivet forskelligt fra øst til vest. Der er 45 km park langs floden, og Lanzhou kaldes også ’rosernes by’. Unge og ældre mødes langs flodens bred om aftenen, mens der løbes flittigt i dagslys. Og er alt dette ikke sødt nok, er de lokale meloner det.
Der er masser af vand i området, og leret farver floden gul, mens gletsjere i den vestlige Qinghai-provins giver vand, der løber i de kæmpe flodområder, der gennemskærer Kina og nabolandene. Uden for byen ligger en stor dæmning og strømforsyning, som den tidligere præsident Hu Jintao var med til at skabe som ung ingeniør.
Fra Lanzhou går det nordvest via tog og bus til en række klassiske Silkevejs-destinationer. Første stop er Zhangye, ca. 500 km væk, hvortil man rejser langs bjergene og er fremme på under tre timer.
Zhangye betyder ’Åbn armhulen’, og det lyder jo ikke umiddelbart rart, men imidlertid handler det om at have kontrol over, hvor mange fremmede der kommer. Det var en vigtig indgang til Silkevejen, og Marco Polo boede der i et halvt års tid. I den lille by bor 300.000. Der er en fin ’European Street’, og det er nemt at finde rundt med hovedstrøg og sidegader. Der er flot oplyst om aftenen – og der er masser af karaokebarer. Her får man sit eget lokale til sit rejseselskab, lækkert anrettede drinks og frugt, mens man kan skråle med på alt lige fra Sam Smith over ABBA til Marilyn Manson.
Der er et fint, gammelt buddhistisk tempel fra 1098 med en 32,5 meter liggende såkaldt nirvana-Buddha. Kublai Khan – som Marco Polo tjente – skulle efter sigende være født her i det store Buddha-tempel.
Vestlige forpost
Med bus begynder turen mod den yderste vestlige forpost for Den Kinesiske Mur, Jiayuguan. Men først kører vi langs Hexi-korridoren, der ligger mellem to bjerge. Og på vej i bus 280 km mod Jiayuguan kører vi langs Qilian-bjergkæden med sne på toppen flere steder og gletsjerformationer. På den anden side ligger Qinghai og Tibet.
Turen går videre til forposten Dunhuang, der ligger 380 km mod nordvest. En lille by med 30.000 indbyggere. Her er et stort aftenmarked, hvor der ikke kun kaldes til bøn, men også faldbydes silketæpper og tørklæder, tørret frugt, alskens krydderier og håndlavede ting til normale, billige kinesiske priser. Mens der pruttes om priserne, fylder duften af grillet lam næseborene; med sådan en gang gadekøkken og lokal kinesisk øl kan man tørre sveden af panden og bagefter handle videre. Man kan også kaste sig over en dejlig mørstegt kamelfod.
Dunhuangs største attraktion er Mogao-grotterne. Engang var byen hovedrig, og velstillede lokale og rejsende buddhister finasierede statuer og fik væggene bemalet af tidens førende kunstnere. De første grottemalerier er fra år 356, og det sidste er godt 1.000 år yngre. På grund af den specielle luft er alt velbevaret i grotterne. Mønstrene repræsenterer alle mulige kulturer, og de store modehuse er tit forbi for at søge inspiration til deres kommende design. Der er ni forskellige ruter, og der er rejsende, som bliver i mange dage for at få grotterne med. Af hensyn til bevaringen er der grænser for, hvor mange besøgende der kan komme ind – men vesterlændinge er der kun godt 1 pct. af, så man føler sig i en autentisk atmosfære.
Rejseliv var inviteret af SINEX Rejser.
