Statsminister Mette Frederiksens frustrationer kom meget tydeligt frem i dag under spørgetimen i Folketinget. Mere tydeligere, end hun havde til hensigt, da hun tilsyneladende glemte at slukke for sin mikrofon efter et svar til Morten Messerschmidt.

Dermed kom hun til at sende en frustreret kommentar i retning af Torsten Gejl fra Alternativet, som efter alt at dømme kun var tiltænkt statsministerens egne ører.

»Nå, nu kommer den med borgerlønnen også,« sagde Mette Frederiksen ubegejstret, da Torsten Gejl bevægede sig mod talerstolen.

Statsministeren havde kort tid forinden oparbejdet et vist indigneret engagement ved at tale med Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som blandt andet spurgte til, hvordan de i fællesskab kunne sikre et mindre belastende arbejdsliv for seniorer. Eventuelt ved mindre arbejdsbyrde og en sænkelse af pensionsalderen.

Og den snak fik hårene til at rejse sig på statsministeren, som gav sig til at belære om, at man ikke både kan styrke velfærdsstatens sundhedsydelser, sociale ydelser og lignende ting og sager, hvis alle gav sig til at arbejde mindre.

»Hvis ikke folk vil arbejde, så er der jo ingen kræftbehandling,« sagde statsministeren blandt andet til Messerschmidt.

Da Morten Messerschmidt var færdig, så var turen kommet til Alternativet, der som bekendt kæmper ihærdigt for 30-timers arbejdsuge og borgerløn til alle. Partiets politiske ordfører, Torsten Gejl, begav sig mod podiet og det fik statsministeren til at komme med den spidse kommentar, som ikke var tiltænkt nogen andre end hendes selv:

Torsten Gejl nævnte dog slet ikke hverken borgerløn eller arbejdsuge på 30 timer. Han stillede i stedet spørgsmål til klimaet.

Det er ikke første gang, at Mette Frederiksen er kommet med udbrud i Folketingssalen, som ikke var tiltænkt offentligheden. I april måned sidste år blev hun så ophidset på Frie Grønnes Sikandar Siddique, at statsministeren gik rundt og vrissede for sig selv efter spørgetimen.

Også denne episode – som blev fanget på Folketingets kameraer – handlede om at danskerne skal arbejde for at sikre velfærdsstaten.

B.T. har spurgt om en kommentar fra Torsten Gejl. I en sms skriver han med et glimt i øjet:

'Åh, nå…haha…det er bare Folketingets “værkstedshumor”. Men hun virker lidt slidt, så måske hun skulle prøve lidt borgerløn…'