Krigen mod Libyens hersker, Muammar Gaddafi, giver dødsstødet til myten om, at kvindelige politikere er mindre militante end deres mandlige kolleger.

Mens Gaddafinormalt lader sig beskytte af 40 jomfruer som sine personlige livvagter, har hans brutale ørkencharme tydeligvis ikke samme effekt på de udenlandske magtkvinder, der har spillet hovedrollerne i beslutningen om at skride militært ind for at beskytte civilbefolkningen i Libyen. I USA var det tre magtfulde kvinder med udenrigsminister Hillary Clinton i spidsen, der fik overbevist en stærkt nølende præsident Obama om, at der skulle sættes hårdt mod hårdt overfor Gaddafi. De to øvrige kvindelige krigsfortalere var den amerikanske FN-ambassadør Susan Rice samt Barack Obamas særlige rådgiver med det sigende navn Samantha Power.

Den kvindelige trio fik overtalt Obama til at slippe den amerikanske krigsmaskine løs, efter at han i flere uger havde tøvet kraftigt overfor tanken om at lade USA blande sig militært i Libyen. - Der er nok ingen tvivl om, at kønslinierne bevæger sig ret meget i disse år. Særligt indenfor den politiske verden, siger kønsforsker Kenneth Reiniche, RUC:

- Det, der sker med kvinder på den slags topposter, er, at de bliver maskuliniseret. I både bogstavelig og overført betydning tager de så at sige mændenes tøj på.

Også herhjemme så statsminister Lars Løkke Rasmussen ( V) ud til at blive den lille i den holdningsmæssige duel med sin kvindelige udenrigsminster Lene Espersen ( K). Mens Lars Løkke ligesom Obama længe tøvede med at indføre det flyveforbud i Libyen, som et usædvanlig enigt Folketing ellers bakkede op om, var Lene Espersen hurtig på aftrækkeren i sin støtte til en væbnet aktion. - Vi er villige til at gå meget langt for at beskytte civilbefolkningen, sagde hun allerede 15. marts i debatten om at sende danske F16-fly til Libyen, mens Lars Løkke efter sin audiens i Washington hos Obama stadig trådte vande. Og også dagen efter var Espersen langt mere parat til at lade de danske jagerfly sætte kursen mod Libyen end regeringschefen. Også selv om FN ikke havde givet mandat til det:

- Regeringen udelukker ikke, at det kan blive nødvendigt at træffe en anden beslutning, hvis FN-sporet dør ud. Simpelthen for at beskytte den libyske befolkning mod folkedrab, lød det fra udenrigsministeren. - Grunden til, at det her er mændene, der tøver, kan skyldes, at det på den anden side er blevet mere legitimt - også for magtfulde mænd som en Obama - at agere mere nuanceret og vise deres mere bløde værdier, siger kønsforsker Kenneth Reiniche, der mener, at når kvinder står fast, kan grunden også være, at de ikke vil slåes oveni hovedet med deres køn:

- Måske er det vigtigt for kvinder i netop de postitioner at vise handlekraft, så de ikke bliver skudt i skoene, at de tøver, fordi de er kvinder, siger Reiniche. Tendensen med de krigsvillige kvinder er ekstra markant i Danmark, hvor vi for første gang har en kvinde i spidsen for de væbnede styrker som forsvarsminister. Gitte Lillelund Bech ( V) er en del af en tendens, hvor den ellers mandsdominerede militærverden i stigende omfang bliver politisk ledet af kvinder . Kvindelige forsvarsministre Den første kvindelige forsvarsminister i verden blev finske Märta Rehn i 1990, og siden er det selv i Sydamerika nærmest blevet almindeligt med kvindelige forsvarsministre. Det er bl.a. set i Ecuador, Colombia, Argentina og Chile. Og her i Norden har også Norge ( 1999) og Sverige ( 2006) ladet ligestillingen nå frem til forsvarsministerierne.