Amtsrådet i Sønderjylland vedtog i dag at leje senge ud til den tyske privathospital koncern Damp Holding AG og gav dermed grønt lys for en nyskabelse i dansk sygehusvæsen.

Damp begynder at behandle hofter og knæ i Tønder fra 1. oktober.

I første omgang lejer Tønder Sygehus 10 af de nuværende 80 senge ud til det tyske selskab. Fra 1. maj øges antallet til 25 senge.

Hvor meget tyskerne skal betale i leje for sengene, vil blive afgjort af et par uvildige folk i løbet af september, siger fungerende amtsborgmester Helge Lauritzen (V).

Damp har tidligere været interesseret i at komme ind på Hørsholm Sygehus.

/ritzau/