I nær fremtid kommer den første akut-p-pille uden recept på det danske marked. Pillen, Norlevo, der kan forhindre graviditet, hvis den sluges senest 72 timer efter et ubeskyttet samleje, vil kunne få stor indflydelse på manges sex- og præventionsvaner.

Den nye pille har langt færre bivirkninger end de hidtil kendte fortrydelses-piller.

Pillen, der markedsføres af det danske medicinfirma Nycomed Danmark, er allerede blevet en kæmpe succes i Finland og Norge, og fra i går kunne den fås i håndkøb i Sverige. Medicinalfirmaet søger lige nu den danske Lægemiddelstyrelse om registrering og markedsføringstilladelse.

"Den nye akut-p-pille er testet i omfattende undersøgelser og fungerer tilsyneladende rigtig godt," siger professor, dr. med. Sven O. Skouby, overlæge på gynækologisk afdeling, Frederiksberg Hospital.

Akut-p-pillen er et præventionsmiddel - den skal ikke forveksles med den såkaldte abortpille. Norlevo forhindrer graviditet ved at forhindre ægget i at sætte sig fast. Behandlingen skal startes senest 72 timer efter et ubeskyttet samleje.

Professor Sven O. Skouby: "Det gode ved den nye pille er bl.a., at den ikke indeholder fire hormoner som den gamle fortrydelsespille, men kun hormonet gestagen. Alligevel ser det ud til, at sikkerheden er større. Og hvad der er mindst lige så vigtigt: Der er ikke ret mange bivirkninger ved den nye pille. Kvalme og opkast forekommer i væsentligt mindre omfang".

Det bliver tilsyneladende den første akut-p-pille i Danmark, som kan købes helt uden recept. Har du nogen betænkelighed ved det

"Det er vigtigt, at den nye pille er let at få fat i, f.eks. i weekenden. Det er ligesom en vigtig del af konceptet, at man ikke først skal rundt omkring lægen for at få sin recept.

Tror du, den nye pille vil ændre sex-vaner hos mange mennesker?"

"Den kan godt komme til at ændre på nogens præventionsvaner. En del kan blive tilbøjelige til at opgive den konsekvente beskyttelse, i og med de nu har denne mulighed for at hente akut-p-pillen uden recept.

Jeg tror dog, de fleste stadig vil holde fast i de regelmæssige præventionsvaner, de allerede har indbygget i sig".

Akut-p-pillen skal tages senest tre døgn efter det ubeskyttede samleje. Risikoen for at blive gravid øges hvert døgn, som går efter samlejet. Første døgn er risikoen 0,5 procent, og den øges til 2,7 procent op imod det tredje døgn.

Det anbefales, at kvinden får en graviditetstest cirka tre uger efter at have taget Norlevo. Prisen på den nye pille er endnu ikke fastlagt.