Fyringer og frasalg kan ikke undgås på den kriseramte træfabrik Junckers i Køge - også selv om det lykkes at rekonstruere virksomheden.

Det var meldingen på et kreditormøde fredag, hvor virksomhedens betalingsstandsning blev opretholdt i tre måneder med mulighed for forlængelse i yderligere tre måneder.

Advokat Oluf Engell, der fører tilsyn med virksomheden, er optimistisk og tror på, at det kan lykkes at få Junckers kørt videre under en eller anden form.

- Kapaciteten må indskrænkes. Og det betyder reduktion i antallet af arbejdspladser og frasalg af arealer og bygninger, fastslog Oluf Engell.

Han er endnu ikke i forhandlinger med mulige købere, og der foreligger stadig ikke nogen plan for en eventuel rekonstruktion. Advokatens optimisme bunder i de henvendelser, han har modtaget, fra interesserede.

Omkring 50 var mødt frem til kreditormødet.

/ritzau/