Melodi Grand Prix fans kan roligt hive fjerboaen fra nytårsaften frem igen, når Danmarks Radio endnu en gang blænder op for programmet, man enten hader eller elsker i smug. DR1 lover, at årets udgave bringer dansk Melodi Grand Prix'et tilbage til fordums storhed. Den røde løber bliver frisket op, scenografien køres i stilling og et stort lysshow vil gå hen over scenen, når musikshowet præsenteres den 19. februar.

Natasja Crone Back og Michael Carøe bliver aftenens værter og skal præsentere årets 10 finaledeltagere. Solisternes navne blev afsløret torsdag, og i posen med navne gemte sig både gamle Melodi Grand Prix-kendinge og nye ansigter.

Blandt de erfarne er Fenders, der allerede i 1987 vandt med sangen"En lille melodi" sammen med Anne Herdorf. De forsøger sig igen med sangen"Lov Mig Du Bli'r Her".

Brødrene Olsen dukkede allerede op i musikkonkurrencen i 1978, hvor de sang"San Fransisco". I år har Jørgen Olsen komponeret en sang om kvinder, der bliver mere sensuelle med alderen. Brødrene synger duet, når de fremfører"Smuk Som Et Stjerneskud".

Gry Johansen vender tilbage for femte gang med sangen"Sig Du Vil Ha' Mig".

Johnny Jørgensen deltager med en meget bred erfaring i bagagen. Han har både sunget i radioprogrammet SelvSving, i tegnefilmen"Løvernes Konge 2" og været pomfrit i en reklamefilm.

Nu deltager han i Melodi Grand Prix for anden gang med sangen"Den Drømmende By". De nye på scenen er Trine Gadeberg med sangen"Lykkefugl", Lotte Lisby med"Julian", Ida Lohmann med"Mayday Mayday", Ole Skovhøj med"Stjerner Der Viser Vej" og popfænomenet Tiggy, der nu går under sit eget navn Charlotte Vigel. Hun synger"Hva' så Med Mig?".

Den sidste debutant Sanne Gottlieb har selv skrevet sin sang"Uden Dig" sammen med Lise Cabble. De har begge en fortid i gruppen Miss B.Haven og Cabble skrev"Fra Mols Til Skagen", der vandt Melodi Grand Prixet i 1995.

Når de sidste toner er sunget, skal seerne til telefonerne og stemme på deres favoritter.

Af frygt for kabelnedbrud hos Teledanmark får kun 40 procent af fjernseerne mulighed for at trykke på stemmetasterne. De udvælges efter endetallet i deres telefonnummer. Seerne suppleres af et panel af syv mennesker med relation til Melodi Grand Prix - tre af dem bliver fløjet ind fra udlandet.

I første omgang sorterer seerne fem sange fra. De øvrige fem spilles så igen. Den endelige vinder udpeges i fællesskab mellem panelet og seerne.

Det internationale Melodi Grand Prix sendes fra Stockholm den 13. maj.

/ritzau/