Veteranerne i D-A-D kan glæde sig over, at deres nyeste numre i 2012 står stærkest i koncertsættet – til gengæld bør nogle af klassikerne sendes på pension.
Af Steffen Jungersen
Okay, for nu at starte et sted: igennem de sidste 25 år har jeg været til et utal af D-A-D koncerter, og på den led er der måske en - fornuftig? - årsag til, at mine venner spørger, hvorfor jeg stadig gider, og jeg i første omgang i reglen svarer, at det har jeg ikke tilstrækkeligt klarsyn til at svare på.
Indtil jeg dukker op til den næste D-A-D koncert - torsdag aften københavner-kvartettens turnépremiere i Vejle - og svaret i sådan cirka tredje numme rammer mig:
Jamen, jeg kommer jo, fordi jeg fandengaleme elsker D-A-D! Det har jeg altid gjort, og det gør jeg stadigvæk.
Så simpelt kan det være. Og heldigvis for dét.
Og sådan vil det også være, næste gang jeg går til D-A-D koncert, selv om koncerten i DGI Huset var en til tider sært uforløst størrelse.
D-A-D’s igangværende turné spilles på ryggen af bandets bedste album i umindelige tider - det konsekvent hårdt rockende ”DIC.NII.LAN.DARF.ERD.ARK” - og den rigtigt gode nyhed ved koncerten i Vejle er, at netop de seks numre, de spillede fra dét album, stod langt stærkest torsdag aften.
Og det er sgu’ noget af en præstation fra et band, som har talrige gamle hits og 28 år på bagen.
De nye sange og den sammenbidte og stålsatte facon, D-A-D eksekverer dem på, burde signalere netop dét, én af titlerne - nemlig ”A New Age Moving In” - gør. Og det gør de også så langt, at D-A-D leverer de sange ualmindeligt overbevisende med et velgørende tungt og insisterende aftræk, som jeg ikke har hørt bandet have længe.
Så langt så godt til en koncert hvor især det fænomenale ”Last Time In Neverland” stak ud som en (endnu) klarere klassiker end D-A-Ds gamle af slagsen.
Det skriver jeg naturligvis af en årsag. Nemlig dén at en del af D-A-D’s klassikere vist er ved at være problematiske for dem. ”Bad Craziness” blev sjasket og jappet af. ”Grow Or Pay” lød cirka så inspireret som præsidentens takketale efter et ”valg” i en diktaturstat. Og dén lød så i øvrigt som århundredets sang i forhold til ”Riding With Sue”.
Det kan godt være ”Riding…” var et meget underholdende kopunk-nummer engang, men i 2012 hører den hjemme i sættet, som en Uffe Holm dvd gør på en avantgarde filmfestival.
Tydeligvis er der numre, D-A-D ikke selv gider spille mere. Og så skal de altså lade være. Det har så næppe noget med sangenes alder at gøre, hvad de tydeligt beviste med en herligt bister udgave af gamle ”God’s Favorite”.
Dermed være ikke sagt at turnépremieren var dårlig. Det var den langt fra, selv om selv en erfaren indpisker som Jesper Binzer var en god time om for alvor at vække de 1.500 vejlensere til dåd denne aften. Og det lovligt sølle fremmøde, sammenholdt med den sært reserverede reaktion i salen, kan naturligvis også have noget at gøre med koncertens af og til middelmådige beskaffenhed.
Men der VAR nok fremragende momenter i koncerten til at redde de fire stjerner hjem. Ikke mindst leadguitarist Jacob Binzer, som hele aftenen spillede fænomenalt – og dét i et omfang så jeg i hvert fald igen og igen ventede med længsel på den næste guitarsolo.
Men trim lige sætlisten, drenge! Og vær så for satan stolte af at I efter så mange år kan stille med en sætliste, hvor de nyeste numre fremstår som de bedste.
Dét er de færreste beskåret.
D-A-D, turnépremiere, DGI Huset, Vejle
