**
(To stjerner)
En veloplagt Adam Lambert kæmpede en alt for lang og for ofte forgæves kamp mod dårlig lyd og sit eget backingband – selveste Queen - som var noget mindre veloplagte i Jelling, end Lambert var.
Se, nu er jeg jo udmærket klar over, at disse års version af Queen med den i øvrigt aldeles glimrende Adam Lambert i front, udelukkende er sat i verden for at hædre Queens oprindelige sanger Freddie Mercury, som døde for 25 år siden.
Men de øvre myndigheder, som ellers tager sig af den slags, skal vide, at salig Freddie har fortjent en bedre hyldest fra sine gamle bandkumpaner end den dorske dronningerunde, som blev ham til del i Jelling søndag aften.
Samme myndigheder skal yderligere i øvrigt vide, at man skulle være komplet idiot og dertil pænt tonedøv for ikke at anerkende Queens katalog og evigt grønne klassikere som ”One Vision”, ”Seven Seas Of Rhye”, ”Fat Bottomed Girls”, ”I Want To Break Free”, ”Another One Bites The Dust”, ”I Want To Break Free”, ”Radio GaGa” og mange flere.
Det hjalp bare ikke rigtigt i Jelling – uanset hvor meget, jeg holder af mange af de sange. Af to årsager.
Den første var, at Queen – det til trods at de sikkert har fået en betragtelig hyre – åbenbart havde fortalt deres lydmand, at de først havde råd til at lønne ham halvanden times tid inde i koncerten.
”Lyder det dér ikke lidt fesent,” som en skarpsindig pige foran mig kundgjorde allerede i tredje nummer.
Jeg har i det stykke ikke andet at tilføje, end JO! Og at Adam Lambert, som ellers nok normalt kan kalde masserne ind til fest, i over en time lød som en forsigtig markmus i et voliere fyldt med ugler.
Det var imidlertid ikke engang det største problem.
Se, man skulle jo mene, at folk som guitaristen Brian May og trommeslageren Roger Taylor (Queens oprindelige medlemmer) efter over 40 års erfaring i branchen havde mere begreb om timing og momentum, end tilfældet var i Jelling.
Hvad fanden laver de!?, som en sidemand frustreret udbrød, da bandet få numre inde i sættet slog flowet i stykker med en komplet overflødig trommesolo (og tilmed én af slagsen med tekniske problemer).
Spørgsmålet gentog førnævnte sidemand så helt berettiget, da Brian May senere i sættet diverterede med en solo så lammende kedelig, at man savnede straks-oplevelserne foran en tørretumbler fyldt med hvide lagner.
Hvad sætlister angår er de fleste musikere sgu’ godt klar over, at man i princippet starter nedefra og så sørger for, at oplevelsen tegner en klar stigende kurve opad, som koncerten skrider frem.
Men ikke Queen, som – fraset Lambert - mildest talt ikke virkede videre veloplagte (til May og Taylor: Jeg ved sgu’ godt, en Queen koncert er en bunden opgave, men hvis I ikke gider løse den, skal I sige nej). Det gik op, ned og skævt i et massivt kaotisk misk-mask af pladder, hurtige og langsomme sange, så man skulle tro, timingen var lagt i hænderne på den ansvarlige for driften af DSB’s berygtede togbusser.
Dét faktum kombineret med førnævnte lydproblemer resulterede desværre i, at Queen koncerten slet ikke blev den oplevelse, man ellers havde haft grund til at håbe på.
Faktisk var det jævnt hen kedeligt, og det var Adam Lambert og et publikum, som bare VILLE det hér, der langt henad vejen reddede dét, som reddes kunne. Publikum sang lykkeligt sammen med Lambert på Queens halvbagte leverancer. Respekt for det – men det burde ved Gud mane til eftertanke hos Brian May og Roger Taylor, at deres unge sanger render med æren sådan en aften.
Selvfølgelig kunne man da heller ikke undgå at blive rørt, da 35.000 mennesker afslutningsvis hjalp Adam Lambert med at bære ”We Are The Champions” hjem. Jeg vil tro, de gjorde det, fordi omtalte 35.000 og Lambert godt vidste, at det var DEM, der var ”the champions” denne aften.
Om igen Queen – det kan I gøre langt, langt bedre. Hvis May og Taylor altså gider melde sig ind i kampen igen. Ellers kan det ærligt talt være lige meget.
Queen med Adam Lambert, Jelling Festival, søndag aften
