Ved du noget ? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os på Facebook ved at klikke HER.

Det har været den rigtig hurtige lukketid på kameraet i politiets fotovogn, der skulle benyttes torsdag morgen på Løgstørvej mellem Løgstør og Nibe i det nordjyske. En bil blev nemlig fanget af en af politiets fotovogne med intet mindre end 191 km/t på en strækning, hvor man må køre 80 km/t.

Og selv med en pæn omgang nordjysk beskedenhed, så er det ikke noget, man oplever hver dag. Det fortæller Claus Kjær-Pedersen, der er operativ leder for færdselsafdelingen hos Nordjyllands Politi, til BT.

»191 km/t på en landevej. Det er ikke hver dag, vi oplever det. Så det er meget usædvanligt, og derfor er det kun rimeligt, at personen mister kørekortet,« siger Claus Kjær-Pedersen.

Han understreger overfor BT, at han ikke kender til den specifikke sag, som fandt sted på vejen mellem Løgstør og Nibe torsdag morgen.

Bøde på tusindvis af kroner - og nyt kørekort
Bilisten blev som nævnt fanget af en af Nordjyllands Politis fotovogne. Og chaufføren kan nu se frem til at miste kørekortet, få sig en tur i retten og en seriøs bøde.

»Det er usædvanligt, at man kører så stærkt på en landevej. Og personen får formentlig en ubetinget frakendelse af kørekortet - og så skal personen formentlig også en tur i retten. Sådan plejer det i hvert fald at være, når det er så voldsom en hastighedsoverskridelse,« siger Claus Kjær-Pedersen og uddyber:

»Personen kan også se frem til en ret stor bøde. Jeg har ikke lige bødekataloget foran mig, men vi taler om mange tusind kroner. Og så skal personen også lige punge ud for et nyt kørekort,« forklarer Claus Kjær-Pedersen, der understreger, at det langt fra er hverdagskost med en overtrædelse i den størrelsesorden.

»Det er meget usædvanligt. Det er bestemt ikke noget, vi ser hver uge.«