To gamle kendinge af politiet blev natten til mandag anholdt, da de forsøgte at bryde ind på kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland.

To indbrudstyve havde ikke det store held med sig, da de natten til mandag forsøgte at bryde ind i kunstmuseet Louisiana i Humlebæk nord for København.

Et vidne så dem forsøge at brække døren op med et koben og ringede til politiet samtidig med, at museets tyverialarm gik i gang.

Kort efter måtte de to mænd på 19 og 22 år tage benene på nakken, da fire patruljevogne kom drønende til museet. De to, der i øvrigt er gamle kendinge af politiet, blev dog hurtigt løbet op og anholdt.

Politiet vidste tidligt mandag morgen ikke, om de var ude efter noget bestemt på Louisiana.

- Jeg er såmænd ikke engang sikker på, at de var klar over, at det var et kunstmuseum, de var ved at bryde ind i. De kan have troet, at det var en almindelig patriciervilla, de var på vej ind i, siger vagtchefen hos Nordsjællands Politi.

/ritzau/