Nytårsaften endte tidligt og tragisk for en 30-årig mand fra Karlslunde mellem Køge og København.

Kort efter klokken 21 forlod han en fest ved Kastanjehusene for at tænde et kraftigt kanonslag.

»Han står med kanonslaget i venstre hånd og forsøger at tænde det med højre hånd, og så sprænger det og ødelægger stort set hele hans hånd,« siger Bent Sten Andersen, der er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Han fortæller, at den 30-årige mand fik sprunget flere fingre af sin hånd, men kan ikke med sikkerhed sige hvor mange.

Efter ulykken blev manden kørt til skadestuen i Køge, hvorefter han blev overført til Rigshospitalet for at få behandlet sine skader.

Udover den alvorlige skade i Karlslunde har Midt- og Vestsjællands Politi klokken 02.00 fået indrapporteret fire yderligere fyrværkeriskader, to mindre øjenskader og to lettere håndskader.

BNB