Den 44-årige Kim Michael Jensen fortalte parrets ældste datter om mordet og drak øl, lige efter han havde slået sin separerede kone ihjel.

Et døgn efter kniv-drabet på Hanne Kjær Jensen blev hendes fra separerede mand Kim Michael Jensen ved Retten i Odense varetægtsfængslet i fire uger. Manden erklærede sig skyldig og skal desuden mentalundersøges.

Han har i den seneste periode gennemgået psykiatrisk behandling.



I retten kom der nye oplysninger frem om den familietragedie, som rystede den lille by Sallinge på Fyn i går.

Hanne Kjær Jensen var taget til Fyn for at aflevere parrets yngste datter på 12 år. Besøget udviklede sig hurtigt til et voldsomt skænderi, og datteren på 12 år flygtede ind til naboen. Foruden pigen på 12 år har parret yderligere to børn sammen. En mand på 21 år og en pige på 19 år. 

Pigen på 19 år befandt sig i huset, mens skænderiet udviklede sig og endte ude på gaden. Her skar den 44-årige mand den et år yngre kone i halsen foran flere vidner. Snittet var så dybt, at man kunne se nakkehvirvlen. Bagefter aede han hende forsigtigt på kinden.



Ved retten i dag brød manden sammen under forhøret, og anklager Janne Svärd måtte i stedet læse op fra politiets afhøringsrapport.

Efter han havde skåret sin separerede kone i halsen, valgte han ifølge ekstrabladet.dk at gå ind og fortælle det til deres ældste datter på 19 år, hvorefter han vaskede sig og hentede et tæppe som han lagde over den dræbte.

Da Kim Michael Jensen havde dækket sit offer til, tog han en øl og satte sig til at vente på, at politiet kom for at hente ham, skriver ekstrabladet.dk.

Da politiet kort efter nåede frem, tilstod manden kniv-drabet overfor de fremmødte betjente.

I grundlovsforhøret ved Retten i Odense i dag var manden meget mærket.

- Den anklagede var tydeligt påvirket af situationen. Han kunne ikke svare på spørgsmålene, det virkede som om, at det var for belastende for ham. Han sad og kiggede ned i bordet hele tiden, mens han havde hænderne over hovedet og nærmest holdte sig for ørerne, siger politiets anklager Janne Svärd til bt.dk.

For mindre end tre uger siden blev Kim Michael Jensen dømt for at have truet hende.