Den 37-årige mand, der er sigtet for dobbeltdrabet i Tusindårsskoven, har et langt synderegister bag sig. I 2006 kunne han have kostet fodgængere, politifolk og cyklister livet under en vanvittig biljagt.

Det fremgår af dombogen fra sagen, som B.T. har fået aktindsigt i.

- Det var et held, at ingen kom til skade, forklarede en politiassistent fra Fyns Politi i retten om biljagten.

LÆS OGSÅ: Drabssigtet bor hos sin mor

- Han følte sit liv og førlighed var i fare på grund af den måde, som tiltalte havde kørt på.

Af dombogen fremgår også, at den 37-årige PHH både har misbrugsproblemer og har et alenlangt synderegister bag sig.

LÆS OGSÅ: Naboer: Anholdt er 'Peter Lundin'-type

- Det er 6. gang, at tiltalte straffes for kørsel i frakendelsestiden og 7. gang, at han straffes for brugstyveri af biler, fastslår retten, der idømte den nu 37-årige mand et års fængsel.

- Retten finder, at tiltalte med sin kørsel forsætligt har fremkaldt nærliggende fare for ande personers liv og førlighed, og at tiltalte har kørt på særlig hensynsløs måde, lyder det i dommen.

- Tiltalte måtte indse, at han udsatte andre menneskers liv og førlighed for nærliggende fare.

Den 37-årige blev i 1997 frakendt kørekortet i 10 år. Det forlængede retten i dommen i december 2006, hvor den PHH blev frakendt retten til at køre bil i yderligere otte år.

Under den 37-åriges vanvidskørsel i 2006 satte han både cyklister, fodgængere og politifolks liv på spil.

Kassebilen, som den nu drabssigtet kørte i, havde han stjålet.

- Da han så politiet, blev han bange og forsøgte at stikke af (...) og politiet kørte efter ham med udrykning. De øvrige trafikanter holdt ind til siden på grund af politiets udrykning. Der var derfor ikke fare for andre. Han kørte ikke specielt stærkt, gengiver dombogen den nu 37-åriges forklaring.

Den udlægning var dog hverken skrækslagne fodgængere, cyklister eller politifolk dog enige i. Især ikke efter at den drabssigtede blæste ned ad en cykelsti forbi et ægtepar og to cyklister.

En af disse - en ung kvinde, der læste til social- og sundhedshjælper - gengav hendes og en kollegas møde med vanvidsbilisten således:

- De kørte ved siden af hinanden på cykelstien. De hørte en politibil og kunne høre, at den kom meget tæt på. De så herefter en kassevogn, der kom kørende ad cykelstien mod dem. De så bilen på ca. 100 meters afstand. De cyklede hurtigt ud til siden og lænede sig ud mod hækken. Kassevognen passerede dem med meget høj fart og meget tæt på, gengiver dombogen den unge kvindes forklaring.

- Det var så tæt, at de fik grus i øjnene, da den kørte forbi.

Mere end en håndfuld politifolk deltog i jagten på vanvidsbilisten, der først blev fanget, da politiet afskar ham vejen i en "sandwich".

Alligevel forsøgte den nu drabssigtede dog at slippe ud ved at køre frem og tilbage mellem bilerne.

En oplevelse, som en af betjentene fandt meget skræmmende.

- Han turde ikke stige ud, før han var sikker på, at tiltalte ikke kørte mere, gengiver retten en politiassistents forklaring.

VED DU NOGET I SAGEN? KONTAKT BT PÅ 1929@BT.DK