Anklager kræver Brian Holm idømt 50 dages fængsel for at have krænket 7-årig pige.

Det kom frem, da anklager Jakob Buch-Jepsens gav sin procedure sent onsdag i Retten på Frederiksberg.

Her havde den 51-årige sportsdirektør siddet på anklagebænken i syv timer og lyttet til vidneforklaringer fra forældrene til den syv-årige pige samt fra sin egen hustru, inden proceduren kunne gå i gang. Alt sammen for at afdække, hvad der egentlig skete natten til lørdag 26. april i år, hvor Brian Holm ifølge anklagen skulle have krænket den syv-årige pige, mens hun overnattede i Holm-familiens hjem.

Anklageren lagde ud med at minde om, at eventuelle sympatier for den tidligere cykelrytter og nuværende cykelboss og kommunalpolitiker skulle lægges fuldstændig væk.

- Mange vil formentlig - ligesom jeg selv - have et sympatisk billede af Brian Holm forud for denne sag, men det er vigtigt at holde sig for øje, at Brian Holm hverken skal stilles bedre eller ringere, fordi han er en offentligt kendt person. Derfor vil jeg henstille til, at domsmandsretten ikke lader sin afgørelse påvirke af deres forhåndskendskab til den tiltalte, sagde anklageren Jakob Buch-Jepsen.

Ordene var henvendt til den kvindelige juridiske dommer og de to mandlige lægdommere, der tilsammen udgør den domsmandsret, som skal tage stilling til skyldsspørgsmålet og en eventuel straf.

Selve straffen mente anklageren skulle ligge på omkring 50 dages fængsel, fordi Brian Holm ifølge tiltalen 'udnyttede sin fysiske og psykiske overlegenhed', da han ifølge anklageskriftet trak trusserne af pigen og rørte hende i skridtet og under numsen samt slikkede hende i øret.

- Når en mand kommer ind til en syv-årig pige mener jeg, at det er ganske åbenlyst, at han udnytter sin overlegenhed, blandt andet ved at trække hendes trusser ned. Det taler i sig selv for en skærpet straf, sagde anklager Jakob Buch-Jepsen.

Om den skal være betinget eller ubetinget, vil anklageren lade være op til domsmandsretten. Det skyldes bl.a. Brian Holms ‘gode forhold og baggrund’, som anklageren sagde.

Forsvareren derimod mente, at sagen mod Brian Holm på alle måder var sagen om ’fjeren, der bliver til fem høns’.

- Jeg tror ikke, at A. (pigen, red.) lyver. Hun kan have en helt velbegrundet grund til at have den vildfarelse om, hvad der foregik, da Brian kom fuld hjem fra byen, sagde forsvarer Karoline Døssing Normann i sin procedure.

Hvis Brian Holm kendes skyldig, skal han højest idømmes dagbøder og en betinget dom på ti dages fængsel, lød det fra forsvareren.

Fra morgenstunden var forventningen, at sagen - af hensyn til alle parter - skulle afsluttes på én retsdag, men efter vidnernes forklaringer var trukket ud og tidsplanen overskredet med over en time, besluttede dommeren at udskyde den endelig dom til en af de følgende dage.