Brian Holms hustru sagde i retten, at hun mente den 7-årige pige havde misforstået den nat, hvor hendes mand kom fuld hjem og kravlede op i sengen til pigen.
Sidste person, der skulle vidne onsdag i sagen mod Brian holm, var sportsdirektørens egen hustru. Hun tog plads i vidneskranken i retssal 001 i Retten på Frederiksberg lidt over klokken 15 onsdag, og selvom hun som familie til tiltalte egentlig er fritaget for at vidne, så valgte hun at give sin version af den aprilnat i år, hvor hendes mand skulle have krænket en blot syv-årig pige i deres eget hjem. Pigen er veninde med Brian Holms jævnaldrende datter og overnattede den pågældende nat hos Holm-familien.
Brian Holms hustru husker fra natten til 26. april, hvor overgrebet skulle have fundet sted, at hun vågner ved, at en af pigerne græder i soveværelset.
- Jeg vågner ved, at jeg kan høre en af pigerne græder. A. (pigen, red.) sidder oppe i sengen og græder. Hun siger, at Brian har taget bukserne af hende og taget billeder af hende. Hun har sin overdel på, og jeg antager, at hun også har underbukser på. Jeg finder shortsene, som hun siger, hun mangler, fortæller hustruen i vidneskranken.
Konfronterede du Brian med det, pigerne siger? spørger anklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politi.
- Jeg siger noget til Brian med, at A. (pigen, red.) siger, han har taget bukserne af hende, men jeg kan ikke få et ord ud af Brian. Jeg får ham bare skubbet tilbage på værelset og tænker, at det må vi tage i morgen, genfortæller moderen.
Næste morgen husker hun, at hendes datter og veninden pjatter og griner, og at veninden gentager, at Brian Holm har taget et billede af hende.
- Jeg siger til hende, at det har han selvfølgelig ikke gjort. Jeg har faktisk tjekket på hans telefon, at det har han ikke.
Alligevel går hun ned og vækker sin mand og siger, at han må ned og tale med pigerne.
- Brian går ind i soveværelset, og jeg vil lade dem tale alene om den misforståelse, der naturligvis foreligger. Jeg går forbi på et tidspunkt, hvor jeg kan høre, at han er flov over, hvis hun er ked af det, og det lyder som om, at stemningen blandt dem er god, fortæller hustruen.
Bagefter sender hun pigerne ud at lege, og hun beder Brian Holm ringe til pigens forældre for at fortælle om hændelsen. Kort efter kommer pigens far og henter sin syv-årige datter.
- Jeg har sagt til dem, at jeg ikke tror A. (pigen, red.) lyver, men jeg tror hun er nået til en konklusion på grund af nogle hændelser, som hun har draget en forkert konklusion på, siger hustruen, der gennem alle spørgsmålene virker fattet.
Anklageren konfronterede hende flere gange med, at hun tidligere har forklaret politiet, at Brian Holm har fortalt til hende, at han tjekkede Twitter og andre medier, mens han lå med sin telefon i sengen den omtalte nat. Dette taler de tekniske beviser dog imod, fordi hverken den såkaldte ‘viewsfeed’ på Twitter eller browser-historikken på telefonen viser, at der er blevet søgt på ting eller koblet op til det sociale medie, som cykelbossen påstår, han tjekkede om natten.
Hustruen måtte også svare på et meget direkte spørgsmål, om hendes mand - på et seksuelt plan - har interesseret sig for børn. Det affødte et klokkeklart ‘nej’. Samtidig måtte hun uddybe det, Brian Holm selv har fortalt: At det var ganske normalt, at han af og til, under leg, slikkede sine børn i øret og gav dem ‘sugemaller’, som han kaldte det.
Spørgsmålet var affødt af, at Brian Holm ifølge anklageskriftet slikkede den 7-årige pige i det ene øre, mens han stønnede.
Derudover er han også tiltalt for at have rørt den syv-årige pige i skridtet og under hendes numse, men i retten kaldte hustruen det ‘helt normalt’, at man har en hånd under bagdelen, når et barn eksempelvis skal løftes op af en seng.
Der ventes først dom i sagen torsdag.