Han kalder det selv for en »overscoring.« Og nu har han fået papir på det. For i weekenden blev TV 2-værten Mattias Hundebøll gift med sin kæreste - modellen og journalisten Marie Hein Plum.

De to sagde 'ja' til hinanden ved en romantisk bryllupsceremoni lørdag i baghaven ved det kollektiv nord for København, hvor de bor med deres lille søn Carl-Egon og blandt andet også sammen med Maries forældre.

'Overscoring - nu med papirerne i orden,' skriver Mattias Hundebøll selv på Instagram, mens Marie Hein Plum skriver:

'Så fik man sgu lige skiftet Hein ud med Hundebøll.'

Samtidig har Mattias Hundebøll, der er vært på TV 2-programmet 'Sæt Pris På Dit Hjem' og tidligere har deltaget i Vild Med Dans, på Facebook delt flere billeder fra brylluppet under teksten:

'Borgerlig vielse & ren eksplosion af romantik hjemme i baghaven i kollektivet - med officiel hjælp fra Gentofte Rådhus' eneste salonkommunist'.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det nygifte par blev forældre for første gang i oktober sidste år, da sønnen Carl-Egon sagde hej til verden for første gang.

Dengang skrev Mattias Hundebøll blandt andet på Facebook:

'Klokken 22 gik vandet med et pladask, og blot tre en halv time senere, nærmere betegnet kl. 01:36, var min verden for altid ændret til noget så vildt, overvældende, skræmmende, berusende og smukt at selv ikke de største floskler og mest gennemtrawlede klicheer kommer i nærheden af at være fyldestgørende for den lykke, stolthed og håbløse forelskelse, der gennemstrømmer min krop lige nu.'

'Marie er det sejeste menneske, jeg nogensinde har mødt - og hun forvandlede sig til det vildeste moderdyr på hele savannen, da førstearvingen til min studiegæld, den røde elguitar og DVD-boksen med alle Olsen Banden filmene skulle leveres.'

Artiklen fortsætter under billedet.

Selvom de to nu er blevet viet til hinanden og har fået papirerne i orden, holder de også en bryllupsfest næste sommer.

'Den HELT store bryllupsfest gemmer vi til næste sommer,' skriver Marie Hein Plum på sin Instagram-profil.