Den økonomisk trængte håndboldklub må se backen Antonio Garcia tage hjem til Spanien midt i sæsonen.

Antonio Garcia er fortid i håndboldklubben KIF Kolding København.

Den spanske spiller, der lige som andre af klubbens spillere har haft problemer med at få udbetalt løn til tiden i den økonomisk trængte klub, skifter med omgående virkning til den spanske storklub FC Barcelona.

Ifølge KIF Kolding Københavns hjemmeside løber kontrakten i resten af sæsonen.

»Garcia er en utrolig dygtig håndboldspiller med stor international erfaring, derfor havde vi også set frem til det, han kunne komme med på håndboldbanen, da vi skrev under med ham før sæsonen.«

»Men Antonio har haft det svært, da det jo ikke altid er nemt at flytte til et nyt land og være så isoleret fra familie og de trygge rammer.«

»Derfor er vi glade for, at Garcia får den her unikke chance for at spille for så stort et hold, hvor han kan være tættere på sin familie,« siger sportschef Lasse Boesen til KIF Kolding Københavns hjemmeside.

Antonio Garcia, der er venstre back, er i Barcelona udset til at afløse en anden tidligere KIF Kolding København-spiller i skikkelse af Lasse Andersson, der for nylig blev alvorligt skadet.

KIF Kolding København har i denne sæson også haft problemer på den sportslige front.

Klubben ligger blot nummer syv i grundspillet i 888 Ligaen, og to runder før afslutningen på grundspillet er KIF Kolding endnu ikke sikker på at komme i slutspillet.

/ritzau/