DHF og TV2 afviser kritik af kvindernes komprimerede finaleprogram.

I DHF melder chefen for turneringsafdelingen, Frank Smith, Jan Leslie og Martin Albertsens kritik af finaleprogrammet skudt forbi mål.

- Når en træner står og råber og skriger om sin utilfredshed med kampprogrammet, så skal de nogle gange tænke på, hvad der i grunden er muligt, i stedet for kun at tænke på, hvad der er bedst for dem selv, lyder det fra Frank Smith.

Han påpeger, at Viborgs præstation i Cup Winners Cup samt kvindelandsholdets OL-kvalifikation, der spilles næste weekend, har gjort programmet så komprimeret, at det har været vanskeligt at finde andre finale-muligheder end i dag og lørdag.

- Der er jo en masse ting, der skal tages hensyn til, og det gør det svært at få puslespillet til at gå op. Og begge klubber vil gerne have deres egen hjemmekamp vist i tv, så det stiller jo også krav til, at det skal være muligt at sende på TV2. Så måtte det blive sådan her, siger Frank Smith.

På TV2 mener sportschef Frederik Lauesen heller ikke, at der er hold i kritikken fra Jan Leslie og Martin Albertsen.

- Jeg vil vende den om og sige, at det er et udtryk for, at de spiller for mange kampe. Det er simpelthen for sent for en vintersport som håndbold at spille finaler nu, siger Frederik Lauesen og forsætter:

- Vi fik nogle valgmuligheder, og så har vi lagt dem der, hvor det giver bedst mening for TV2. Men det har ikke været let. Sportsprogrammet er jo enormt pakket i den her tid, og det er ikke optimalt at spille den nu. Den kommer jo til at ligge direkte over for Champions League-finalen, og det kommer nok til at gå udover seertallene, siger han.