Det er rar læsning for de rød/hvide, hvis man tager temperaturen på Danmark og Island før aftenens duel ved et kig i statistikken.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er ofte de små marginaler, der afgør kampe på topplan i international håndbold. Og historien har vist, at disse marginaler er endnu mindre, når Island og Danmark mødes. Se blot denne liste over kampe mellem de to lande i den tid, Ulrik Wilbek har været dansk landstræner:

2005: 32-32
2006: 28-28
2006: 33-34
2006: 34-34
2007: 28-28
2007: 42-41 efs.
2008: 37-36
2008: 32-32
2009: 30-29
2010: 22-27
2010: 33-33
2010: 29-28
2012: 31-27

Kun to gange i de 12 dueller har der været sejre på mere end ét mål til den ene side og halvdelen af gangene er det endt uafgjort.

Før onsdagens kamp i Sevilla er der talt meget om, at Island mangler bredde, mens Danmark har ressourcer nærmest i overflod. Men der er ingen grund til at lade sig narre. Når Island møder Danmark, er motivationen i top. Der er ikke nogen, de hellere vil banke end danskerne, som de kender så godt.

Men hvordan har de to hold leveret ved VM i Spanien efter at have været igennem 90 minutters håndbold? Et kig i statistikkerne giver interessante svar.

Bedste målmand:
I duellen mellem de to førstevalg, Niklas Landin og Björkvin Gustavsson, vinder danskeren med en redningsprocent på 39 mod islændingen 36. Det er dog værd at bemærke, at Islands andenmålmand, Aron Edvarsson, har haft en redningsprocent på 43 i de 42 minutter, han trods alt har spillet. Danske Jannick Green ligger på 34 pct.

Bedste straffeskytte:
Danmark har i Anders Eggert og Hans Lindberg hele to 100 pct.-skytter udi straffekastdisciplinen. Eggert har konverteret 11 straffekast til mål, mens Lindberg foreløbig har scoret tre gange. Islands straffeskytte nummer ét er Kiels Gudjon Valur Sigurdsson, der har scoret otte på ti forsøg. Derudover har Thorir Olafsson scoret tre på tre, mens Snorri Gudjonsson har brændt sit ene forsøg.

Effektivitet/hold:
Det er vigtigt at kunne score, når man får chancen, og her er de danske spillere faktisk ganske effektive. Det er blevet til 115 mål på 155 chancer, hvilket giver en effektivitet på 74 pct. Heroverfor står Island, der har haft 160 målchancer men kun scoret 86 mål. Det er 53 pct. i effektivitet. Klar dansk sejr her.

Effektivitet/topscorere:
På ethvert hold er der profiler, der scorer rigtigt mange mål, og netop deres effektivitet er ekstra vigtig. Hos Danmark ser topscorerlisten således ud: Anders Eggert 22 mål (scoringspct: 88), Hans Lindberg 14 (82), Nikolaj Markussen 12 (70). Til sammenligning ser Islands top tre således ud: Gudjon Valur Sigurdsson 22 mål (scoringspct: 61), Aron Palmasson 13 (39), Thorir Olafsson 10 (71). Ingen af Islands 16 spillere ligger i øvrigt over 72 pct. i scoringspct. Halvdelen af Danmarks 16 udvalgte scorer på 80 pct. af deres chancer - eller mere.

Spilletid:
Ulrik Wilbek har i dén grad udnyttet bredden på sit hold, således at ingen spiller har været i kamp mere end 1 time og 45 minutter indtil nu. Omvendt har alle pånær Bo Spellerberg spillet mindst 55 minutter ved VM. Hos Island har fem spillere været med MERE end 1 time og 45 min. og tre har været på banen mere end 2 timer og 15 min. Til gengæld har syv spillere fået mindre end 55 minutters spilletid.

Kontraangreb:
Kun på kontraangreb har Island et lille statistisk overtag i forhold til Danmark. Øboerne har scoret 25 mål på 28 kontraangreb (89 pct. effektive), mens Danmark har lavet 28 kontramål på 33 forsøg (84 pct.). På alle andre parametre er de danske skytter deres islandske modstandere overlegne, hvad effektivitet angår.

Bisselisten:
Island har fået 14 udvisninger mod Danmarks 9. Og mens ingen dansk spilelr har været udvist mere end to gange indtil nu, har tre islændinge, Asgeir Örn Hallgrimsson, Vignir Svarvarsson og Olafur Gudmundsson, været ude i 3 x 2 min. Sidstnævnte har kun været på banen i samlet set 35 minutter, og Islands landstræner Aron Kristjansson har valgt at skifte den tidligere AGK- og Nordsjælland-spiller ud med Ernir Arnarson, så han ikke belaster bisselisten mere.

Danmark giver med andre ord Island høvl på statistikken. Men alle de gode tal kan være nok så rar læsning. Når det går løs i Palacio de los Deportes San Pablo klokken 20.15, er der syv mand på hvert hold og ni reserver og en træner på bænken. Og som resultaterne viser historisk, bliver det nok endnu en gang helt lige mellem Danmark og Island.