Kevin Magnussens måske sidste Formel 1-chance ligger hos det kommende Renault-team, der efter planen opkøber økonomisk trængte Lotus før næste sæson.

McLaren ligner pt. lukket land for den danske racerkører, efter Jenson Button torsdag forlængede sin kontrakt med det engelske team. Den lille chance, der skulle være tilbage hos det kriseramte hold, er, hvis Fernando Alonso pludselig siger stop, fordi han ikke gider McLaren mere. Men det er kun spekulation.

Derfor er Kevin Magnussens blik formentlig rettet mod Lotus/Renault, som har en plads åben ved siden af Pastor Maldonado i 2016. Her mener flere, at Kevin Magnussen er med i opløbet om det eftertragtede sæde.

Eksempelvis har BTs Formel 1-ekspert Peter Nygaard slået fast flere gange, at Magnussen har en chance, men også medier som BBC har skrevet om Magnussens kandidatur hos Renault.

BT erfarede også for et par uger siden, at Renualt allerede har henvendt sig til Kevin Magnussen for at høre til hans lønkrav.

Den 22-årige dansker er dog naturligvis ikke alene om at kæmpe om pladsen. En af favoritterne menes at være franskmanden Jean-Eric Vergne, som i år har kørt el-udgaven af Formel 1 - nemlig Formula E - hvor han har gjort det nogenlunde med en samlet syvendeplads og to podiepladser.

Jean-Eric Vergne nævnes især til pladsen hos Renault af den simple årsag, at han som franskmand vil være en oplagt kandidat i det franske team. Passet kan Kevin Magnussen ikke udfordre Vergne på. Det kan Kevin Magnussen til gengæld på resultater i Formel 1.

Den 25-årige frankmand kørte tre sæsoner hos Toro Rosso, som droppede ham efter 2014-sæsonen, da han aldrig rigtig slog til. Dermed syntes Jean-Eric Vergnes Formel 1-karriere at være overstået, men nu kan den franske forbindelse genoplive den. Modsat Jean-Eric Vergne har Kevin Magnussen blandt andet en andenplads på sit cv.

Af andre kandidater hos Renault nævnes McLarens testkører Stoffel Vandoorne, Lotus' britiske reservekører Jolyon Palmer og den 19-årige franskmand Esteban Ocon, som i år blandt andet er testkører hos Force India.

Fælles for de tre er dog, at de ingen reel Formel 1-erfaring har og dermed kommer ind fra højre som debutanter i et helt nyt team, der trods solid erfaring skal bankes op nedefra.