Bayer Leverkusen har sat et stort kryds ud for Pierre-Emile Højbjerg.

Det skriver tyske Kicker.

Den danske landsholdsspiller skulle være en af kandidaterne til at afløse chilenske Charles Aranguiz, der smadrede sin akillessene i et træningsuheld i sidste uge. Han er ude i hele efterårssæonen.

Følg BTs transfercenter live her

Schalkes Max Meyer skulle være den anden spiller, som Bayer Leverkusen-ledelsen har udset sig som potentiel afløser. Der skulle i så fald være tale om en lejeaftale for resten af kalenderåret.

Pierre-Emile Højbjerg  har overhovedet ikke fået Bundesliga-spilletid i sæsonens to første kampe i det ekstremt hårde midtbaneselskab hos Bayern München, hvor der eksempelvis er blevet fuld spilletid til nyindkøbte Arturo Vidal.

En udlejning vil ikke være noget nyt for den 20-årige dansker. I foråret blev han sendt til Augsburg, hvor han sluttede sæsonen af med mål og kvalifikation til Europa League.

Herefter vendte han tilbage til Bayern München for at kæmpe sin chance - indtil videre uden meget spilletid.

Et eventuelt skifte til Bayer Leverkusen vil også kunne betyde Champions League-fodbold for ambitiøse Højbjerg. Onsdag skal den tyske klub forsøge at vende 0-1 ude mod Lazio til en plads i gruppespillet i den afgørende play-off-kamp, når italienerne kommer til BayArena i Kölner-forstaden Leverkusen.