Uanset hvad man mener om Enhedslisten, må man tage hatten af for 23 års modernisering af partiet.
Det følgende handler ikke om Enhedslistens slutspil hos Bjarne Corydon i Finansministeriet. Det vil være en farlig leg med deadline i spillet om en finanslov, der udvikler sig time for time.
Det handler i stedet om den udvikling, som Enhedslisten har gennemgået siden stiftelsen for mere end 23 år siden. Og om den udfordring netop den udvikling og modernisering betyder.
Når man i tilpas mange studieår har været i stue med almindelige socialister, folk fra VS, DKP og måske endda SAP, så ved man, hvor lidt der skal til, for at to socialister kan få en helt nat til at gå med diskussioner. Alt imens både god musik, sjove drinks og kønne dansepartnere defilerer forbi. I det lys er det faktisk ganske imponerende, hvor langt Enhedslisten er kommet, siden man i 1989 blev døbt ’De forenede dødsboer’ af skeptikerne. De færreste havde troet, at et forholdsvis enigt parti i 2012 ville stå med 12 mandater og udsigten til flere.
I det umiddelbart synlige billede er det især folketingsgruppen, der har drejet projektet. Det er politiske håndværkere som Frank Aaen, Søren Søndergaard (pt i EU-parlamentet) og Per Clausen, der har forsøgt at skræve så langt, at bukserne kan holde fra forhandlingslokalet til det idealistiske bagland. Når man har hørt stemmerne fra baglandet, må det siges at være lidt af en bedrift.
Og så har Johanne Schmidt-Nielsen og hendes sparringspartner, politisk rådgiver Pelle Dragsted, arbejdet med profilen, gennemslagskraften og resultaterne. Det går umiddelbart imod tankerne om kollektiv ledelse overhovedet at have en politisk ordfører som Schmidt-Nielsen. Det går imod idealerne at have ansigter på valgplakaterne. Og den pragmatiske tilgang til politik, det kræver at lave resultater, er en evig udfordring for baglandet. I gruppen hører man ofte, at vi medier er dygtige til at finde de mest hjemmestrikkede evighedshippier, når baglandet skal høres, men det er og bliver især socialisternes dilemma: Vil man have indflydelse i et så centreret parlament som det danske, må man bøje enderne. Det gælder SF og det gælder Enhedslisten. Alternativet er ’fine holdninger – ingen resultater’.
Det er et erklæret mål at lave resultater for Enhedslisten. Det kræver kompromiser. Man vil vise, at man er forbi gloriepudsningen, og at ’man er til noget’. Uanset hvad man måtte mene om listens meget entydige fokusering på kun dagpenge-ofrene og intet andet, så skal partiet anerkendes for den lange, svære rejse.
Problemet lige nu er, at Enhedslistens krav er for dyre for en socialdemokratisk ledet regering med blikket stift rettet på finanserne. Og at den pris, som regeringen kan gå med til, er for lille til, at Enhedslisten kan være sig selv bekendt: Overfor et kritisk og krævende bagland, overfor de meldinger, gruppen selv er kommet med og især overfor skatte-dramaet i juni, hvor der blev talt om, at alt skal kompenseres ’krone-for-krone’.
Det er og bliver en virkelig svær kurs at styre. Skal man gå endnu mere på kompromis? Eller vil man bremse den resultatsøgende modernisering og se Venstre lave politik, som partiet havde svært ved at få gennemført, da man selv havde regeringsmagten?
Jeg kan godt forstå, hvis Johanne tager en multinational coladrik og et par hiv i den blå King’s oppe under de skrå spær i Christiansborgs Proviantgård.
Om bloggeren: Peter Brüchmann
Peter Brüchmann er direktør i '2020 by Brüchmann' og laver foredrag, ledelsesudvikling og fungerer som mentor for både individuelle talenter og grupper. Peter Brüchmann skriver kommentarer til BT om samfundsforhold og sport samt laver interviews med de mest interessante personer i det danske samfundsbillede. Peter Brüchmann var fra 2008-2012 chefredaktør på BT og har tidligere været sportschef på avisen. Holdninger på denne blog er Peter Brüchmanns egne.
