Mary har ønsket at føde på normal vis. Men seks ud af 10 tvillinggraviditeter ender med kejsersnit.

Kronprinsesse Mary har på forhånd besluttet, at hun helst vil bringe sine og kronprins Frederiks tvillinger til verden ved en almindelig fødsel.

Men det er ikke sikkert, at lægerne kan opfylde hendes ønske, for under en tvillingfødsel tilstøder der oftere komplikationer, og derfor er hun denne gang indlagt på Rigshospitalets fødeafdeling. Her kan læger og jordemødre hurtigt gøre klar til et kejsersnit.

Både prins Christian og prinsesse Isabella blev født på traditionel vis, men går det for kronprinsesse Mary som for mange andre, der venter tvillinger, kan det denne gang udvikle sig anderledes.

Derfor har lægerne besluttet, at fødslen skal ske på en af de 13 fødestuer og ikke på "lyserød stue" på barselsgangen, hvor storebror og storesøster kom til verden.

Ifølge Charlotte Søgaard, formand for fødselslægerne i Danmark, er tvillingfødsler kendetegnet ved en øget risiko for kejsersnit.

- En tvillingfødsel skal gå slag i slag, for det er vigtigt, at tvilling B fødes relativt hurtigt efter tvilling A. Sker det ikke, er der risiko for blodtilførslen til tvilling B, og derfor kan det være nødvendigt med kejsersnit, siger Charlotte Søgaard, overlæge på fødeafdelingen på Skejby Sygehus.

Kun hvis børnene "står" rigtigt i maven og dermed kan presses ud uproblematisk, får kvinden lov til at føde.

- Men hvis tvilling A ligger med underkroppen først, eller der er risiko for, at de på deres vej ud vil vikle sig ind i hinanden, så vil det blive et kejsersnit, siger Charlotte Søgaard.

Flere end 60 procent af tvillingfødslerne i 2009 skete ved kejsersnit, viser tal fra Sundhedsstyrelsen, mens det kun gjaldt for cirka 20 procent af de kvinder, som ventede ét barn.

/ritzau/