Selvom der forventes at falde mellem fem og 15 centimeter sne over hele landet søndag, er det kun en lille del af landet, der får en hvid jul.

Et snevejr vil søndag trække op over landet fra sydvest, og kombineret med en frisk vind til kuling fra sydøst bliver der også tale om kraftig snefygning, oplyser vagthavende meteorolog Jørn Thomsen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Der forventes at falde mellem fem og 15 centimeter sne hen over landet frem til søndag aften og i Nord- og Østjylland omkring 20 centimeter.

Det er også i Nordøstjylland, at snestormen bliver værst, da vinden ud til Kattegat kan nå op på hård eller stormende kuling, advarer Jørn Thomsen.

Men snevejret varer ikke ved. I løbet af søndag eftermiddag går sneen i den sydvestlige del af landet over i isslag og senere i regn. Her stiger temperaturen til over frysepunktet, og vinden tager af. Om aftenen og natten til mandag breder tøvejret sig til resten af landet.

Men på trods af at tøvejret fortsætter juleaftensdag, vil store dele af landet fortsat have snedækket landskab - i hvert fald først på dagen. Senere trækker et regnvejr op over landet fra syd og sydvest, hvilket ifølge Jørn Thomsen nok vil fjerne den sidste sne i den sydlige del af landet.

I den nordlige del af Jylland ser det dog ud til, at søndagens store snemængder vil overleve til juleaften.