Lyntog uden stop mellem Århus og København er blevet en succes. Derfor udvider DSB nu fra to til tre daglige afgange i hver retning.

Fra den 16. august sætter DSB endnu flere rigtigt hurtige lyntog ind på strækningen Århus-København.

Det betyder, at der dagligt vil være tre såkaldte nonstop lyntog mellem Århus og København i hver retning.

Transporttiden for togene, der er helt uden stop undervejs, er nede på to timer og 40 minutter.

Der indsættes en ekstra tidlig morgenafgang, så passagerer fra Århus eksempelvis kan nå frem til et møde i København klokken 9. Samtidig indsættes et returtog klokken 17, så folk kan nå en hel arbejdsdag i København, oplyser DSB.

De såkaldte nonstop tog er skræddersyet til forretningsrejsende med særlige behov, oplyser salgsdirektør Anne Bach Sørensen fra DSB.

I februar startede DSB med to nonstop tog i hver retning dagligt, og interessen har været så stor, at der nu indsættes den tredje afgang.

/ritzau/