Tastaturet var rødglødende, da 15-årige Simone Christensen og mobbeekspert Jon Lange fra Red Barnet i går chattede med BTs læsere om den øgede grad af mobning af børn og unge.

Simone er selv et af de alt for mange mobbeofre, og hun fortalte i BT i søndags hele historien om at leve i et stille helvede, som hun ikke turde inddrage nogen i. Om helt alene at skulle forholde sig til beskeder som ’dø, klamme kælling’. Indtil hun en dag besluttede at sætte en stopper for mobningen og fortælle åbent om, hvad hun havde været udsat for.

’You go girl!’, ’Respekt til dig’, ’Du er virkelig sej,’ lød nogle få af de mange positive tilkendegivelser, der strømmede ind på bt.dk fra læsere, der enten selv havde prøvet at blive mobbet eller kendte nogen, der har været eller er udsat for mobning.

Fuld opbakning

- Det er virkelig sjovt at sidde og chatte. Der er rigtig mange flinke og søde mennesker, som fortæller, at det er fedt, at jeg er stået frem og har fortalt min historie, siger Simone, hvis familie og venner har støttet hende 100 pct. i at fortælle sin historie.

Selv de lærere, som aldrig reagerede på mobningen, har meldt ud, at de er kede af, at de ikke vidste, at mobningen var gået så vidt.

Alt sammen skulderklap man sagtens kan bruge som en ung 15-årig pige, der har lært på den hårde måde, hvor svært det er at navigere i nutidens cyberverden.

Hårde konsekvenser

Men at mobning altid har eksisteret og har sat sine dybe spor i rigtig mange mennesker, kom også frem i chatten, hvor voksne fortalte om stadig at døje med følgerne af mobning.

- Jeg er 41 år og er blevet mobbet gennem hele mit liv. I dag lider jeg af emotionel personlighedsforstyrrelse, som en læser skrev, mens en anden kunne fortælle om at lide af panikangst som følge af at være blevet mobbet.

Og selvom Jon Lange fra Red Barnet og sikkerchat.dk er specialist, når det kommer til den mere nutidige internet-mobning, er den slags historier velkendte.

- Desværre er det noget, jeg støder på fra voksne, der er blevet mobbet gennem længere tid, mens de har været børn, siger Jon Lange.

- Og jeg må desværre også sige, at der stort set ikke var et eneste spørgsmål i chatten, der overraskede mig, eller jeg ikke havde hørt før. Det er dét, der gør, at mobning er så uhyggeligt. At problemstillingerne så at sige er låst fast. Det er som om, at når først man har set sig blind på nogen, sætter det sig fast, og man får en rolle - uanset om man er offeret eller mobberen - som kan være svær at komme ud af igen.

- Mange spørger, om børn i dag er blevet mere onde end i gamle dage. Men vores holdning i Red Barnet er helt klart, at der findes ikke onde børn, men KUN onde mønstre, som børn følger. Og det gælder også for mobberen. Vi har brug for nogle, der tager dem i hånden og viser dem vejen ud, siger Jon Lange, som heller ikke tror på, at vejen ud af mobning er at kappe alle de elektroniske kabler.

- Det er en umulighed i dag, siger han.

Du kan læse det store interview med Simone her på bt.dk, hvor du også kan finde hele chatten.

Læs desuden på bt.dk/Plus råd fra eksperterne om, hvordan du håndterer mobning.