Katusha-kaptajnen Alex Kristoff forstår det ikke: Årets Tour de France bliver uden Michael Mørkøv.

Det havde nordmanden ikke regnet med, for danskeren var udset til at være en vigtig hjælperytter for den norske sprinter.

»Jeg havde et stærkt ønske om at have Mørkøv med på holdet. Teamet ville have andre til start, og det må jeg bare forholde mig til,« siger Alex Kristoff til norsk TV 2:

»Så må jeg bare gøre det bedste med de ryttere, som er tilgængelige under Touren.«

Hos den norske tv-kanal frygter cykeleksperten Mads Kaggestad, at Michael Mørkøvs vragning kan betyde, at det russiske hold vil prioritere anderledes i fremtiden.

»Det er sjovt, at Mørkøv vrages med tanke på de signaler, de har givet.  De har jo sagt, at de vil bygge holdet op omkring Kristoff i Touren. Mørkøv har trænet meget med Alex,« siger Mads Kaggestad, der påpeger, at Michael Mørkøv endda har været i Stavanger for at træne med den norske kaptajn.

»Dette bør bekymre Alex. I udgangspunktet er det ikke noget, han skal være glad for.«

Selv fortæller Michael Mørkøv til dansk TV 2, at han ikke har fået nogen forklaring på Katushas nej til Tour-deltagelsen.

»Jeg er ufattelig skuffet. Det er en iskold spand vand at få i hovedet. Jeg har knoklet som en sindssyg de seneste måneder for at være skarp og planlagt det hele frem mod Touren,« siger Michael Mørkøv.

Tour de France begynder 1. juli.