Jeg holder det ikke ud. Ikke en gang mere. Jeg har hørt på det mindst tre gange om dagen hver dag i nu et år: ”Hvor har I været heldige!” Søde og velmenende mennesker siger det til mig og min familie, fordi de har ræsonneret sig frem til, at heldet må være en trøst for min mand, der er blevet handicappet, men som potentielt set kunne være endt i kørestol.

Min mand blev under sin ulykke reddet af en kvinde, som ene og alene var årsagen til, at han ikke døde. Og ja, det var et held, at hun var lige der. Lige på det tidspunkt. Det ligger udenfor enhver diskussion. Det faktum, at en engel reddede hans liv, det var held. Men derfra og hen til den næste portion held er der ærligt talt lidt langt. Det har været og er stadig benhårdt arbejde, og det bringer mig frem til at sige, at vi somme tider, når vi gerne vil være positive og har de bedste intentioner faktisk kommer til at glemme den egentlige medfølelse.

For var det heldigt, at min mand overhovedet var udsat for en ulykke? Var det heldigt, at han lå 6 måneder på hospitalet? Er det heldigt, at han har mén for livet? Er det heldigt, at han aldrig kan søge et normalt arbejde igen? Er det heldigt, at vores tilværelse blev vendt 100% på hovedet? Er det heldigt, at vi hver dag slås med problemer, som påvirker vores familie og afskærer vores børn fra mange af de ting, de før tog for givet?

Nej, jeg har faktisk svært ved helt at opfatte det som held. Og jeg har også svært ved at se, hvorfor alt skal måles op mod andres uheld. Ville man sige til ham i kørestolen, at han da var heldig, at han ikke mistede sin forstand? Eller ham, der blev hjerneskadet…at han var heldig, fordi han ikke døde? Eller hvad med hende, der mistede nederste del af sit ben…var hun heldig, at hun ikke mistede det andet ben også?

Læs også: Annette Heick valgte karrieren efter mandens ulykke: Derfor er jeg ikke hos Jesper

Det mest groteske, jeg har hørt, var da en af mine gamle veninder mistede sin søn. Hun havde to sønner, en med et mentalt handicap og en rask. Folk sagde til hende i ramme alvor, at hun var heldig, at det var ham med handicappet, der var død. Jeg kan garantere, at hun havde meget svært ved at finde noget som helst held ved at miste en søn. Handicappet eller ej.

For hver enkelt person er tabet af en pårørende eller af førligheden lig med en tragedie. Lever man videre? Ja…jo…men er det ud fra det kriterium vi vurderer held?

Jeg kom egentlig til at tænke på det, fordi jeg den anden dag læste en post på Instagram, hvor en ven beklagede sig over sit TV. Straks kom der en lakonisk kommentar nedenunder: First world problems! Altså underforstået ”hvis du ikke har større problemer, så skam dig”. Det er en af den slags kommentarer, jeg også kan blive så evigt træt af. Vi kan da ikke hver gang, vi har et problem, bare slå det hen med et: Tænk på de sultne børn i Afrika! Og så tro, at humøret stiger af den grund.

Læs også: Annette Heicks mand kæmper for førligheden: Her er Jespers første skridt

Jeg tror, vi er ved at skabe os selv en helt ny form for lidelse. På de sociale medier giver folk udtryk for både glæde og frustrationer, og ikke hver gang men hver evig eneste gang er der en eller anden Gnavpot, der skal punktere jubelen eller ærgrelsen.  Det kan mange gange betyde, at vi i stedet vælger at brænde inde med vores udladninger af både godt og skidt, og det fører til en ophobning, som i sidste ende resulterer i angst eller depression.

Derfor vil jeg – næste gang nogen kalder vores situation heldig – ikke garantere for, at jeg smiler pænt og nikker. Så er I advaret!