Hej Annette
Jeg skriver til dig da jeg meget gerne vil have et godt råd til et "problem" jeg nu har haft i en del år. Sagen er den at jeg altid har været meget fascineret af hvordan man kan skabe et look med makeup. For mig er makeup en kunst, og jeg elsker hvordan man kan skabe forskellige udtryk med skygger og farver. Kan let stå foran spejlet i flere timer og eksperimentere - også selv om jeg ikke skal ud, men for min egen fornøjelses skyld - fordi jeg synes det er sjovt og spændende! Det er ikke fordi jeg ikke kan gå au natural, men for mig er et naturligt ansigt et tomt lærred som det nærmest kribler i mig efter at få lov til at eksperimentere på.
Jeg er midt i tyverne i dag, og har tonet mit look meget ned, efterhånden som jeg er blevet ældre. Jeg bruger stadig meget mere tid på makeuppen end de fleste, og det er derfor selvfølgelig helt naturligt at folk vender sig om og kigger, når jeg går på gaden. Det gør jeg også selv, når folk skiller sig ud! Men det der er problemet er at det provokerer rigtig mange mennesker. Mit udseende alene kan gøre folk så harmdirrende vrede at de går hen til mig og kommer med ekstremt ondskabsfulde bemærkninger, om hvordan jeg ser ud. Mennesker som jeg ikke kender og som ikke kender mig. Jeg har altid haft meget svært ved at forstå hvorfor makeup kan provokere mennesker så meget. Jeg har fået mange ar på sjælen over disse bemærkninger, og har også været ved psykolog pga. af det, da det fuldstændig har ødelagt min selvtillid. Jeg fik endda en depression på et tidspunkt, fordi jeg en periode fik så mange onde bemærkninger og dræberøjne at jeg til sidst ikke turde bevæge mig uden for min dør.
Jeg har prøvet at lade være. Jeg fik til sidst nok af det hele, og undlod at tage så meget makeup på for at please folket. Jeg har sjældent været så ulykkelig som jeg var i den periode, over at jeg ikke kunne se ud sådan som jeg gerne ville. Og det frustrerede mig helt vildt at jeg måtte bøje mig for disse mennesker, og se ud på en måde som de synes var i orden.
Men i dag er jeg "mig selv" igen. Bemærkningerne er stilnet lidt af efter jeg flyttede til København, men fra tid til anden får man da lige en hadefuld bemærkning med på vejen, sjovt nok oftest fra ældre mennesker. De her bemærkninger kan stadig ramme mig hårdt, og graver op i sår som aldrig rigtig er helet. Jeg er ked af det lang tid efter, og jeg er også frustreret over at jeg overhovedet lader det ramme mig så hårdt, for i princippet kunne jeg jo være ligeglad.
Jeg er meget sensitiv af natur, og ting rammer mig nok lidt hårdere end normalt. Så jeg vil høre om du har et godt råd eller redskaber til hvordan jeg skal håndtere disse episoder fremover, så jeg ikke bliver så ked af det hver gang?
Mange hilsner fra Malene
Hej Malene!
Tænk, hvor er det også bare latterligt, at folk er nødt til at kommentere på det. Jeg må jo sige, at det passer meget godt til min klumme i dag.
Man kan ikke vide, hvad der provokerer folk – for mit eget vedkommende er det åbenbart nogen gange provokation nok, at jeg erklærer mig lykkelig…det kan virkelig få folk til at fare i flint, og så er det jo svært at regne ud, hvad der skal til for ikke at gøre folk sure. Nej, Malene, man kan ikke gå og finjustere på sig selv bare for at please andre. Du gør jo ikke noget, som går ud over andre mennesker. Jeg bemærker, at du hverken giver udtryk for problemer med at få kærester eller job. Hold hovedet højt og prøv at se, om du kan vende helt rundt på situationen:
I virkeligheden skal du anskue det sådan, at det er disse andre mennesker, det er synd for. De magter ikke at rumme dem, der skiller sig ud. De kommer til at spejle sig selv i dem og bliver frustrerede over, at andre har det mod, de ikke selv har eller den selvtillid og det selvværd, de ikke selv har. Når de ser et stærkt menneske stå frem, så vil de forsøge at fælde dette menneske, for ellers fremstår de selv som svæklinge. De forstår ikke, at det er med deres ondskabsfulde og hadefulde bemærkninger at de faktisk fremstår allersvagest. Tilgiv dem. Det er små mennesker. Omfavn dem med kærlighed.
Jeg ved jo ikke, hvordan du helt præcis sminker dig, men jeg fornemmer på dig, at det faktisk er OK, at folk lige kigger en ekstra gang eller måske udstøder t lille ”wow”. Børn reagerer jo også uden filter, og i de situationer må du nok erkende, at det er et tilvalg fra din side at skille dig ud. Du virker nu også helt cool, hvad det angår, men det er vigtigt, at makeup’en forbliver noget, du gør for din egen skyld.
Hvis du har kræfterne, så bevar roen, når du bliver overfaldet verbalt. Jeg lærte på et tidligt tidspunkt at stille modspørgsmålet: Er du dum eller er du bare fræk? Man kan også spørge længere ind: ”Hvad er det, du gerne vil opnå med dit udsagn? Prøv at fortælle mig, hvorfor du ønsker at såre mig?” Dine kritikere vil med garanti forsøge at komme væk fra dig, men så gå efter dem og bevar roen fortsat: ”Hvad er det, du gerne vil have? Hvorfor er det vigtigt for dig at være ondskabsfuld?” Eller denne her: ”Prøv at lytte til, hvad det er du siger…sig det igen…og fortæl mig så, hvorfor det er vigtigt for dig at sige sådan”.
Det er ikke nemt, Malene, men når du ser reaktionen, så vil du for alvor forstå, at de er små mennesker, og det gør det nemmere for dig, næste gang du støder på dem. Desværre må jeg bekræfte dig i, at disse intolerante mennesker ofte er ældre mennesker, og jeg tænker på, om det har at gøre med, at de er vokset op i en tid, hvor ikke ret mange skilte sig ud, og hvor refleksion ikke stod specielt højt på dagsordenen. I dag går mange mennesker til psykolog, coach eller søger alternative veje for at blive klogere på sig selv. I gamle dage gjorde man det kun, hvis man havde psykiske problemer.
Malene, der er ikke nogen nem vej, når man skal hive sig selv op ved nakkehårene, men jeg tror på, du kan. Læn dig op ad dine støtter og husk kærligheden. Både den til dig selv og til dine nærmeste. Det er den, du skal bruge som teflon, når nogen næste gang forsøger at kanøfle dig.
Knus fra Annette
