Normalt er jeg 100 procent for naturlig udvikling og evolution. Men når det drejer sig om AC/DC, så er der intet som total stenalder stilstand. Mens andre klassiske rocknavne fra tid til anden trods alt forsøger sig med lidt nyt i ny og næ, så er der på australiernes nyeste album "Black Ice" nemlig stadig ikke skyggen af hverken en ballade, et nydeligt kor eller for den sags skyld bare noget, der ligner en radiovenlig pop-sang.

Fra start til slut hamrer "skoledrengen" Angus Young og resten af hans psyko-infantile stenaldervenner nemlig i stedet bare deres massive hoveder imod den enorme rock-klokke, som kun de har adgang til.

Ud af sin specieldesignede Gibson SG fremmaner maniske Angus igen guitarriff på størrelse med Ayer’s Rock. Brian Johnson hyler, så alverdens glasdækkede skyskrabere må splintres. Og rytmeholdet, bestående af bassist Cliff Williams og trommeslager Phil Rudd, serverer en bund så solid og regelret, at de får salig Gasolin’ til at lyde som et eksperimenterende Weather Report.

Oven i denne uimodståelige og ikke så lidt primale ekstase har Angus og andenguitarist (og bror) Malcolm i anledning af "Black Ice" ydermere skrevet nogle af deres karrieres bedste melodier - ja, melodier!

Ligesom "Highway To Hell" er nye titler som "Rock N Roll Train" og den sublime "Big Jack" nemlig bare ikke til at få ud af knoppen. Omkvædene bliver pisket ind. Riff'ene tager fat i selv ursjælen. Og så har vi ikke engang analyseret teksterne endnu.

Vanen tro handler AC/DC's sange nemlig mest af alt om sex & rock og rock & sex. Og sådan skal det være.