Puha… Hvordan anmelder man egentlig en AC/DC-plade? Har man skrevet om én af australiernes plader, har man vel nærmest sat ord på dem alle? Eller hvad? I år kan AC/DC fejre 35 års jubilæum som band. Og det gør kvintetten ved at udsende dens (rundt regnet) femtende – et udspil som den savlende fanskare i øvrigt har ventet på i hele otte år. Det går nemlig ikke så hurtigt med at producere nye sange længere; således er ’Black Ice’ blot det tredje album siden 1995.

Har det så været ventetiden værd? Hvordan lyder det så? Tjo… Det lyder da som AC/DC. Surprise!

Den hårde kritiker ville formentlig afskrive dette album som en halvhjertet udgave af materialet fra bandets storhedstid, og bevares, det er da heller ikke her, man skal stikke ørerne hen, hvis man vil lytte til (gen)opfindelsen af rockens dybe tallerken…

Det sagt, så er AC/DC nok verdensmestre i at hugge fra sig selv uden at der nogensinde går patetisk, hjernedød repetition i den. Det skyldes først og fremmest, at de aldrende herrer stadig lyder som om, de har ild i røvene, når de er i studiet (eller står på scenen for dén sags skyld). Den nye producer i AC/DC-regi, Brendan O’Brien (Springsteen, Pearl Jam, m.fl.), indfanger en spillelyst, man aldrig ville kunne tvinge ud af et band, der underholder for dollarenes skyld.

Men lad os starte med det negative: ’Black Ice’ er for lang en plade. Man kunne med fordel have barberet tre-fire numre væk, og vi havde haft et mere kompakt og ligetil værk. På mesterværker som ’Back in Black’, Highway to Hell’ og overtegnedes personlige favorit, ’Let There Be Rock’, have DC eksempelvis blot brug for 8-10 sange for at blæse lytteren omkuld.

Holder man ’Black Ice’ op mod ovennævnte gudeskiver, falmer den desværre også betragteligt. De fleste af de15 sange fungerer nærmere som små jabs til maveflæsket end som de otte kærlige knytnæver til kæben, ’Let There Be Rock’ eksempelvis er.

Dét var det negative. Det positive er så, at pladen – når den rocker allerbedst – associerer til ’Back in Black’s himmelske rockende roll. Og lad det også være understreget med det samme, at her langt fra er tale om en ”naturlig forlængelse” af stilen fra 2000s ’Stiff Upper Lip’, et af AC/DCs svageste.

’Black Ice’ har nemlig lidt af det hele.

Åbneren ’Rock N Roll Train’ er et nyt forsøg på at lave ‘Highway to Hell’, albummets stensikre kommende radiohit ’Anything Goes’ krydser ’Moneytalks’ og ’You Shook Me All Night Long’, uden at den bliver mindre festlig af det, og når man er kommet over den slappe midterhalvdel, er det som om, whiskeyen er gået indenbords.

’Wheels’ er som taget ud af Bon Scott-æraen, ’Decibel’ swinger i hvert fald lige så svinefedt som klassiske ’Let Me Put My Love Into You’, og SÅ sker der pludselig ting og sager. AC/DC afviger. Næsten!

’Stormy May Day’s slideguitar-intro bobler balstyrisk, og sender tankerne hen på Zeppelins – ja, sgu! –’In My Time of Dying’, og som om, det ikke var nok, har ’Money Made’ også et eller andet af stemningen fra ’Kashmir’ og ’When the Levee Breaks’ over sig! Nu har man da aldrig hørt magen.

Alligevel er ’Black Ice’ behersket herlig i denne lytters kritiske ører. Det skal dog ikke udelukkes, at det der lyder som fyldstof fredag ved middagstid vil være himmelråbende klassisk natten mellem lørdag og søndag på baren. Sådan er det jo som regel med AC/DC.