For kun få dage siden var B.T.s udsendte reporter, Niels Ole Qvist, sammen med de unge soldater ude i Afghanistan. De betroede sig til ham, at de var lidt bange.
De var unge, uerfarne og havde kun været i Afghanistan siden oktober. Netop den soldater-deling, som torsdag formiddag mistede de to mand, var B.T.s udsendte sammen med tidligere denne uge under en patrulje tæt på fronten ved Helmand-floden.
B.T.’s reporter var netop hjemvendt fra Afghanistan og havde akkurat sat fødderne på dansk jord, da den triste nyhed tikkede ind: De unge soldater, som han havde talt med få dage forinden, er nu døde.
Patruljen nede i den grønne zone var kun den anden eller tredje tur tæt på fronten for de unge soldater, og det var tydeligt for B.T.’s udsendte, at de stadig var en smule usikre på at begå sig i det tætbevoksede område, hvor risikoen for baghold er stor.
Undervejs gennem vildnisset i den livsfarlige grønne zone røbede de unge soldater bl.a. for B.T., at »de var lidt bange«.
Samtidigt glædede de sig til at blive mere erfarne og komme i ildkamp og dermed bestå kampenhedens »manddomsprøve«. Deres ønske om hurtigt at komme i krig blev realiseret et par dage efter - i går formiddags - og endte dybt tragisk.
De to dræbte soldater på kun 21 og 22 år blev i går indsat i Upper Gereshk Valley, hvor de patruljerede omkring en fremskudt, britisk base. Det var her, Taleban pludselig angreb med håndvåben-ild. De to soldater blev straks evakueret og fløjet med helikopter til felthospitalet på Camp Bastion - cirka et kvarters flyvning væk - men deres liv stod ikke til at redde.
»Indtil nu har det faktisk kun været meget rutinerede og lidt mere modne soldater, der har været udsendt flere gange, som er blevet indsat i den grønne zone. Med spejder-delingen er det anderledes.
Her taler vi altså om helt unge fyre, de fleste uden missions-erfaring, og det kan man kan godt mærke på dem. Det hele er nyt for dem,« lød det bl.a. fra en af soldaterne.
Læs hele artiklen i Dagbladet B.T. fredag
