Sarah Skaalum Jørgensen hed hun, da hun i 2011 vandt DRs store talentkonkurrence X Factor. Det gør hun ikke længere, nu hedder hun i stedet Cane.

Og det er ikke det eneste, der er sket for den nu 19-årige pige i en begivenhedsrig december. Udover at have kastet sit fødenavn Sarah væk og erstattet det med Cane, så er hun også blevet gift med sin kæreste Silka, det fortæller Canes mor til Se og Hør:

- Det er rigtigt, ja, i samme ombæring har Sarah skiftet navn til Cane.

På Facebook står parret da allerede som gifte, efter de den 12. december sagde ja til hinanden på rådhuset.

Sarah udgav i 2011 albummet 'Hjerteskud', men siden har hun ikke forfulgt hendes sangkarriere. Hun er nu i stedet tatovør, skriver Se og Hør.