Det argentinske landshold er i sorg over, at datteren af den berømte argentinske journalist Miguel 'Titi' Fernandez, Maria Soledad Fernandez, onsdag døde.

Dermed blev pressemødet op til kampen mod Belgien i VM-kvartfinalen aflyst.

Maria Soledad Fernandez og to kolleger var på vej fra Sao Paulo til Belo Horizonte, da de kørte galt, og Maria Soledad Fernandez blev kastet ud af bilen og dræbt, mens de to andre blev såret. Hun blev 26 år gammel.

- Spillerne er ekstremt ked af det. De føler sig påvirket af det, fordi de er børn og selv har børn siger Juan Carlos Crespi, generalsekretær for det argentinske fodboldforbund, ifølge Sydney Morning Herald.

- Jeg vil gerne undskylde over for medierne, men vi vil ikke holde nogen pressekonference. Ældre mennesker som mig er også påvirket af dette. Normalt begraver børn deres forældre, ikke den anden vej rundt.

Dødsulykken har også fået landsholdsspilleren Ezequiel Lavezzi til at udtrykke sin sorg på det sociale medie Twitter.

- Enorm sorg over Titi Fernandez' datters død. Et stort knus til ham og hele familien, skriver Lavezzi.

Dødsfaldet blev mødt med ét minuts stilhed i presselokalet, hvor flere ikke kunne holde tårerne tilbage.