Hvis han ved, hvor de sidder, kigger Lukas Jørgensen lige op på tribunen og vinker, når han løber på banen.
For her sidder de to trofaste støtter, der altid har bakket ham op. Hans forældre, der har været til alle kampe undtagen én i Malmö Arena.
»Jeg har altid stor opbakning fra familien. Jeg tror, de har været glade for, det har været i Malmø. Det er jo en kortere tur, de skal køre nu, end når de skal se mig i GOG,« siger han med et smil.
Ud over forældrene har både brødre og bedsteforældre været en tur til VM i håndbold, og det gør Lukas Jørgensen glad.
Fordi holdene stadig skal testes for coronavirus, prøver han at holde sig inden for retningslinjerne, og derfor ser de ikke hinanden efter.
Når der er vinket på banen, snakker han i telefon med sine forældre enten senere på aftenen eller dagen efter.
»De er selvfølgelig stolte. Jeg tror også, de synes, det er gået stærkt,« siger han med henvisning til, at han 'først' startede til håndbold som 12-årig og siden har kæmpet sig hele vejen til det danske landshold.
»De synes, det er lidt vildt. De er overvældede på mine vegne. Jeg kan mærke, de står og hepper, de er nok lidt ligesom jeg selv tomme for ord. Det er svært at sætte ord på så store oplevelser. Jeg kan jo se, hvor glade de er, og det gør mig endnu mere glad at se, de også nyder det,« smiler Lukas Jørgensen.
Det er første gang, 23-årige Lukas Jørgensen er med landsholdet, og for ham har det været svært at have forventninger, fordi han ikke har været til en slutrunde før.
»Det er mega overvældende at stå på det, jeg tillader mig at kalde en hjemmebane med så stor opbakning. Det var det, jeg havde set allermest frem til – at mærke den opbakning fra så mange danskere, og det har været overvældende og vildere, end jeg havde forestillet mig at mærke, hvor stort det er, og hvor mange der hepper på os. Det har været et kæmpe drive, et stort boost, og man får jo bare lyst til mere,« siger Lukas Jørgensen.
Han startede til håndbold i en sen alder, og herfra er det gået stærkt, som han også selv siger.
For blot to år siden spillede han i Aarhus Håndbold, inden turen gik til GOG.
Skruer vi tiden et halvt år tilbage, fik han ikke spilletid i de afgørende kampe, og nu står han pludselig på det, han kalder 'et af verdens bedste håndboldhold'.
Det har – på en god måde – været svært at følge med, og han har allerede fået mange oplevelser med i bagagen.
Af og til kan han også godt mærke, det er svært at forstå, han er nået så langt, og de første uger i landsholdslejren var det svært at forstå, at det var virkelighed.
»Man falder mere og mere ind i rytmen og vænner sig lidt til at omgås de her mennesker. Det er nogle, der normalt ville gøre mig en smule starstruck over at se. Det er dejligt at mærke, jeg kommer tættere på dem, de kommer tættere på mig, og vi har det godt sammen,« siger Lukas Jørgensen.
Og det hele er altså sket med forældrene på sidelinjen. Han er 'sindssygt glad for' at kunne dele den største oplevelse i karrieren med dem.
»Det er dejligt at kunne smile op til dem og især kampen mod USA, hvor jeg fik lov at spille meget og blev ‘Kampens spiller’. Ikke fordi det var det, der gjorde det, men det med man lige fik lov at gå frem og få den klapsalve og så også lige have dem med i baghovedet og vide, at de også sad og kiggede ned på deres lille dreng. Det er jeg sindssygt glad for. Det er en drøm, der går i opfyldelse,« siger Lukas Jørgensen.
»Havde jeg nu været et andet sted langt hjemmefra, og de ikke var i hallen, og jeg skulle fortælle dem om det, ville jeg sidde, som jeg gør her, og have svært ved at sætte ord på det, fordi det har været så stort. Jeg håber, det hjælper, de også har oplevet det og fået det under huden, så jeg ikke bare skal fortælle om det hele,« smiler den unge GOG-spiller.
Mandag aften har han mulighed for at imponere igen, når Egypten venter i den sidste kamp i mellemrunden.
Ét point er nok til, at Danmark går videre til kvartfinalen, mens en sejr betyder førstepladsen i gruppen.
